Lolland

Politi og brandvæsen rykkede torsdag aften ud til dagligvarebutikken på Jernbanegade.

Coop 365 i Søllested lukkede akut efter kortslutning

Dagligvarebutikken i Søllested måtte akut lukke ned, efter en kortslutning dannede røg.

Offentliggjort Sidst opdateret

Torsdag aften klokken 19.11 måtte Coop 365 i Søllested akut lukke og evakuere alle, efter der var sket en kortslutning inde i butikkens køleanlæg, som smeltede noget af anlægget.

Kortslutningen nåede at udvikle røg, og derfor troede man oprindeligt, at der var brand.

Det fortæller Kim Skov, vagtchef hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Ingen er kommet til skade ved hændelsen, og klokken 20.58 tog både politi og brandvæsenet afsted fra butikken.

Dermed er der udelukkende sket materiel skade.

- Teknikere er fremme på stedet for at reetablere strømmen igen, fortæller Kim Skov klokken 21.10.