Cyberangreb

Arkivfoto: Sund & Bælt

Cyberangreb skaber stadig problemer for Femern Bælt-projektet

Et cyberangreb natten til mandag satte en kæp i hjulet på Femern Bælt-projektet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Da et cyberangreb natten til mandag ramte Femern Bælt-projektet, måtte en del af arbejdet afbrydes.

Centrale systemer var slået ud af spil, og medarbejderne måtte ifølge Folketidendes oplysninger ikke logge på wi-fi eller åbne hverken computere eller mails fra hovedentreprenøren FLC.

Fredag oplyser Sund & Bælt i en pressemeddelelse, at arbejdet nu gradvist er genoptaget.

Helt fri for problemer er projektet dog ikke. Sund & Bælt oplyser, at hændelsen fortsat påvirker "en række it-systemer på byggepladsen", mens arbejdet på en række andre områder er genoptaget.

Det fremgår ikke, hvilke it-systemer, der fortsat er påvirket, men det bemærkes, at produktionsanlægget i Rødbyhavn endnu ikke er oppe at køre. Det forventes, at også produktionsanlægget genoptager driften inden længe.

Angrebet efterforskes af National enhed for Særlig Kriminalitet.

Folketidende har rakt ud til Sund & Bælt, blandt andet for svar på hvilke systemer der er ude af drift og hvilke områder af arbejdet på projektet, som fortsat ikke er genoptaget. Sund & Bælt ønskede ikke at kommentere på sagen og henviser til pressemeddelelsen.