Sådan svarede eleverne på spørgsmålet, om de ser en fremtid for sig selv i kommunen. Screenshot: Video optaget af Folketidende
De unge rejser fra Lolland-Falster – og mange kommer ikke tilbage
En miniundersøgelse blandt skoleelever i Lolland og Guldborgsund viser, at få ser en fremtid i hjemkommunen. Forskere peger på uddannelser og job som den manglende vej hjem.
Unge forlader Lolland og Falster - kun få vender hjem
En miniundersøgelse viser, at mange unge fra Lolland og Guldborgsund ikke ser en fremtid i deres hjemkommuner på grund af manglende uddannelsesmuligheder.
Politikere og forskere peger på behovet for flere lokale uddannelsestilbud og jobmuligheder for at tiltrække de unge tilbage til området.
En miniundersøgelse, som Folketidende har foretaget blandt elever i 9. klasse i Lolland og Guldborgsund, viser, hvor alvorlig udfordringen er.
Når man spørger eleverne i 9.b på Rødby Skole, om de ser en fremtid for sig i kommunen, svarer 12 ud af 13 et rungende nej.
- Jeg vil gerne væk mod en af de store byer, hvor der er bedre adgang til uddannelse, siger Ahmad Khateeb fra Rødby Skole.
Også i Guldborgsund Kommune er billedet markant. Kun syv ud af 16 elever ser en fremtid for sig selv i kommunen.
Hvis ikke man har muligheder lokalt, så tvinger man jo unge mennesker til at flytte væk.
Annette Aagaard Thuesen, Center for Landdistriktsforskning
Miniundersøgelsen står ikke alene. Siden 2008 har Lolland Kommune mistet næsten hver femte unge mellem 18 og 29 år og er den kommune i Danmark, der har oplevet den største fraflytning af unge. Guldborgsund Kommune har i samme periode mistet knap fem procent af de unge i aldersgruppen og er den 16. dårligst stillede kommune i landet, når det gælder fastholdelse af unge.
Annonce
Det peger på en udvikling, hvor kommunerne mister unge borgere, som senere kunne være vendt tilbage som familier og skatteydere.
Vejen hjem mangler
Forskningschef Hans Thor Andersen fra Aalborg Universitet peger på, at der mangler job på Sydhavsøerne, som matcher de uddannelser, de unge tager. Og netop dét er svært for kommunerne selv at ændre, fordi de største politiske greb handler om, hvor statslige og regionale arbejdspladser placeres.
Annette Aagaard Thuesen fra Center for Landdistriktsforskning på SDU peger på, at uddannelsernes placering skubber de unge væk. Privat foto.
- Det eneste kort, der kan kontrolleres politisk, er jo statslige og regionale arbejdspladser, siger Hans Thor Andersen.
Lektor Annette Aagaard Thuesen fra Center for Landdistriktsforskning på Syddansk Universitet peger på, at en del af problemet ligger i, hvor uddannelserne er placeret.
- De unge flytter jo for at få en bestemt uddannelse, som de ikke kan få i deres lokalområder, siger Annette Aagaard Thuesen.
Hun mener, at der er unge, som egentlig ikke har fraflytning som førsteprioritet, men som bliver skubbet ud.
- Hvis ikke man har muligheder lokalt, så tvinger man jo unge mennesker til at flytte væk, siger Annette Aagaard Thuesen.
Politikerne erkender problemet
I Guldborgsund kalder Bob Richard Nielsen (DD) det umiddelbart positivt, at unge rejser ud - men kun hvis der også findes en vej hjem.
Annonce
- Det er positivt, at vores unge flytter ud af kommunen for at uddanne sig - men vi skulle gerne have dem hjem igen, siger Bob Richard Nielsen, der er formand for Landdistrikts-, Bosætnings- & Medborgerskabsudvalget.
-Vi vil gerne have udflyttet nogle flere velfærdsuddannelser, siger Bob Richard Nielsen. Foto: PatrickKirkby.com
Vibeke Grave mener, at unge skal have lov at rejse ud - men at Lolland skal være attraktivt at vende tilbage til. ArkivfotoFoto: Anders Knudsen
Han mener, at en stor del af løsningen er velfærdsuddannelser tættere på.
- Den nuværende regering havde lovet os, at vi ville kunne få udflyttet nogle flere velfærdsuddannelser. Det er ikke sket, og det mener jeg faktisk er til stor skade for et område som vores, siger Bob Richard Nielsen.
I Lolland Kommune lyder der en tilsvarende erkendelse fra Vibeke Grave (S), der er formand for Social- og Arbejdsmarkedsudvalget. Hun tror ikke på, at man kan, eller bør, stoppe unges udlængsel.
- Jeg tror ikke, at man kan stoppe den, og jeg synes måske heller ikke, det ville være en klog måde at gøre ting på, siger Vibeke Grave.
For hende handler det om at gøre kommunen attraktiv at vende tilbage til, når livsfasen ændrer sig.
- Vi skal etablere en kommune, der gør det interessant at komme tilbage, når man bliver mere etableret og får børn, siger Vibeke Grave.