De var nomineret til Sydhavsøernes bedste butik

Find portrætter af de nominerede til Sydhavsøernes "Bedste butik" længere nede.

Foto: Katrine Sabroe Christensen
Offentliggjort Sidst opdateret

Nomineret: Kræmmerhuset

Margrethe Kallehave, Mette Olsen og Dorthe Jessen fra Kræmmerhuset i Nakskov er alle super stolte over butikkens nominering til Sydhavsøernes "Bedste butik". Foto: Anders Bang Hansen

I Nakskov ligger der en forretning i en bygning fra 1897 med smukke gamle, træreoler fra gulv til loft. Navnet på den er Kræmmerhuset og bag den står Margrethe Kallehave, der bliver meget glad for at høre nyheden om butikkens nominering til Sydhavsøernes "Bedste butik".

- Hold da op. Det er da fantastisk! Hvor er det dejligt at høre, udbryder hun.

- Det er dejligt at være en del af Nakskov. Det er en rigtig god handelsby, og jeg synes, det går godt for byen i dag - på trods af at vi i en del år har måttet sloges med et lidt andet billede. Der er blevet arbejdet hårdt for at bevise det modsatte, pointerer Margrethe Kallehave, der har haft butikken i 34 år. 

I starten rummede den isenkram, så gaveartikler, så kom damemode til, og for 15 år siden kom der lokale delikatesser på hylderne.

- Det er et livsstilshus i dag, hvortil vi har håndplukket alle varerne. Vi er ikke en del af en kæde, og kan tilbyde kunderne en helt særlig butik med masser af sjæl, smiler hun.

Nomineret: Marius Mortensen Eftf.

Marius Mortensens Eftf. fylder 160 i år, og indehaver Jes Jonigk kan fejre 30 års jubilæum. Foto: Katrine Sabroe Christensen
Marius Mortensens Eftf. fylder 160 i år, og indehaver Jes Jonigk kan fejre 30 års jubilæum. Foto: Katrine Sabroe Christensen

- Ej det var da mega fedt. Det bliver i forvejen godt og festligt år i år. Selve butikken Marius Mortensens Eftf. runde 160 år, og jeg kan personligt fejre mit 30 års jubilæum. Begge dele bliver markeret senere på året. Det glæder vi os til, lyder det fra vinhandler og indehaver af Marius Mortensens Eftf., Jes Jonigk.

Den gamle, hæderkronede butik i Nykøbing er nomineret i kategorien "Bedste butik" i konkurrencen Sydhavsøernes bedste.

- Vi er til eksamen ved hver enkelt kunde. Vi skal have nok viden, og nok "Emma Gad" i kroppen hver evig eneste gang. Alle kunder skal have en kongeoplevelse. Jeg håber, at kunderne oplever os autentiske, og vil jeg da også sige, at vi lægger stor vægt på, at vi skal have det sjovt. Det tror jeg, kunderne også godt kan mærke, slutter han.

Nomineret: Casa Italy

Godt humør er i høj kurs hos Casa Italy på Marielyst - hvor kunderne blandt andet kan møde indehaver Henrik Krog Christensen og Helle Jensen. Foto: Katrine Sabroe Christensen
Godt humør er i høj kurs hos Casa Italy på Marielyst - hvor kunderne blandt andet kan møde indehaver Henrik Krog Christensen og Helle Jensen. Foto: Katrine Sabroe Christensen

- Ej det bliver jeg simpelthen, så stolt over at høre. Fedt! Jeg vil så også sige, at jeg er super stolt af mit personale. Det er nogle dygtige piger, jeg har i butikken. Helle skal have en stor del af æren, lyder det fra en glad indehaver af Casa Italy på Marielyst, Henrik Krog Christensen.

Butikken i sommerlandet er nomineret i kategorien "Bedste butik". 

- Vi er en af de butikker her på Marielyst, der åbent hver dag på denne tid, og vi har godt kunne mærke, at det har været godt vejr. Flot vejr gør noget! Jeg vil sige, at det er en hård branche at være i, men vi giver ikke sådan op. Og hvor bliver vi bare glade for sådan en nominering. Så må vi jo gøre noget rigtigt, tilføjer han.