Guldborgsund

Solveig Svendsen var ganske ilde tilredt få timer efter det voldsomme cykelstyrt. Privatfoto
Solveig Svendsen var ganske ilde tilredt efter det voldsomme cykelstyrt. Privatfoto

"Det her ender galt": Få sekunder senere lå 70-årige Solveig bevidstløs på asfalten

Solveig Svendsen husker kun øjeblikket før styrtet – næste gang hun åbnede øjnene, lå hun på sygehuset. Nu kommer hun med en klar opfordring.

Offentliggjort Sidst opdateret

Kort resumé

  • Solveig Svendsen, en 70-årig motionscyklist fra Falster, oplevede et alvorligt cykelstyrt under motionsløbet Falster Rundt nær Nørre Vedby.
  • Hun pådrog sig brækket næse, brud på øjenhulen og en hjernerystelse, men takker sin cykelhjelm for, at skaderne ikke blev værre.

- Mit forhjul ville flirte med hans baghjul. Så kan jeg huske, at jeg tænker "det her ender galt".

Solveig Svendsen kan ikke huske selve faldet. Hun kan blot huske, at forhjulet på hendes cykel er på vej til at klaske sammen med baghjulet på hendes mands cykel. Herefter bliver alt sort. 

- Det første, jeg kan huske bagefter, er, at jeg vågner op på sygehuset, hvor jeg overhører, at de taler om, at jeg skal flyttes til Roskilde, fortæller den 70-årige motionscyklist.

3. august deltog hun i motionscykelløbet Falster Rundt sammen med sin mand og søn. Kort efter et stop ved depotet i Vålse røg hun rundt, da hun påkørte sin mands cykel nær Nørre Vedby på det nordvestlige Falster.

Brækket næse og brud på øjenhulen

I den silende regn bankede hun ansigtet direkte ned i asfalten, og efterfølgende kunne hendes mand og søn ikke få kontakt til hende. De slog hurtigt alarm, og hun blev hastet til sygehuset i Nykøbing i ambulance. Herefter røg hun videre til Roskilde.

Hun lå indlagt på Sjællands Universitetshospital i Roskilde i fire dage. Privatfoto
Hun lå indlagt på Sjællands Universitetshospital i Roskilde i fire dage. Privatfoto

Først da hun så sig selv i spejlet, gik det for alvor op for hende, hvor voldsomt det havde været.

- Jeg har brækket næsen, fået brud på øjenhulen og fået en ordentlig hjernerystelse, siger Solveig Svendsen, der blev udskrevet torsdag.

Hun er ifølge egne ord "sluppet meget billigt".

- Jeg ved ikke, hvad der gik galt. Jeg plejer da at have styr på tingene, siger hun lettere forbløffet.

Hjelmen tog skraldet

Uheldet blev et brat stop i et liv, hvor cykling fylder meget. Den i dag 70-årige kvinde har været passioneret motionscyklist, siden hun blev grebet af sporten kort efter sin 60-års fødselsdag.

- Jeg cykler gerne mindst 15-20 kilometer hver dag og har deltaget i Falster Rundt omkring ti gange. I år blev det så kun til 39 kilometer i stedet for de planlagte 112 kilometer, siger hun.

Solveig Svendsen skulle gerne komme sig uden mén efter cykelstyrtet. Lidt over en uge senere døjer hun fortsat med ømhed og hovedpine.

Hun er ved så godt mod, at hun insisterer på at vende det til noget positivt og bruge anledningen til at sende opfordring.

- Da min mand og jeg besluttede os for at købe racercykler, slog vores børn fast, at så skulle vi altså have cykelhjelme, siger hun og påpeger, at netop hjelmen kan hun sende en stor tak for, at det ikke gik værre forrige søndag.

- Husk nu den cykelhjelm. Det er ikke nok, at det kun er børnene, der får dem på. Forældrene skal også tage dem på. Husk den altid - også på de helt korte ture, opfordrer Solveig Svendsen og fortæller, at oplevelsen har fået hende til at reflektere mere over livet.

Solveig Svendsen er sluppet ganske billigt fra det voldsomme styrt. Foto: Michael Patrick Larsen
Solveig Svendsen ser i dag noget friskere ud, end hvad tilfældet var kort efter styrtet. Foto: Michael Patrick Larsen

- Jeg har sagt til dem derhjemme, at nu skal vi få lavet fremtidsfuldmagterne. Hvis der nu var sket noget, hvor jeg ikke selv kunne tage stilling, så skal det være mine nærmeste, der tager beslutningen, siger Solveig Svendsen, der normalt også cykler rundt som avisbud for Folketidende.

Savner jernhesten

Solveig Svendsen er ikke i tvivl om, hvad der er det værste på bagkant af styrtet.

- Det er svært at sætte farten ned. Jeg skal holde mig i ro på grund af hjernerystelsen, siger hun og fortæller, at hun gerne både vil ud at gå og cykle.

Hun håber på så småt at kunne hoppe op i sadlen på jernhesten igen om en uge eller to. For selvom hun fik kysset den godt og grundigt, higer hun efter at komme tilbage på asfalten.

- Jeg regner også med at være klar til Falster Rundt næste år. Det bliver forhåbentlig i tørvejr denne gang, lyder det fra Solveig Svendsen.