Dagens vejr på øerne

Mandag kan blive meget våd. Billedet er fra oversvømmelsen tilbage i januar 2024. Arkivfoto:: Ingrid Riis

DMI varsler farligt vejr

Vi har ifølge DMI en meget våd dag i vente.

Offentliggjort Sidst opdateret

Ingen uge uden varslinger om voldsom nedbør.

Sådan kan man næsten have det. I sidste uge lød DMI’s prognose flere gange på skybrud, og i tirsdags ramte et dobbelt et af slagsen Langø. Faktisk var det det sted i landet, hvor der faldt mest regn. 

Vi er startet på en ny uge, og igen melder DMI ud, at vi godt kan forvente, at vejrguderne hælder godt med vand ned over os, i sådan en mængde, at det falder under den såkaldte kategori 2: Farligt vejr. 

Her skal du ifølge DMI være ”forberedt på, at vejrudviklingen kan påvirke dine omgivelser og forstyrre trafik og forsyning", følge "myndighedernes råd" og være "ekstra opmærksom, når du færdes ude”.

Og vi kan da også se frem til en vældig mængde vand. Varslingen for Lolland og Falster lyder på, at der fra mandag klokken 16 og til tirsdag klokken 21 vil falde mellem 50 og 80 millimeter i varslingsperioden.

Faktisk er der fra i nat klokken 02.00 og frem til klokken 16 også en risiko for kraftig regn – mellem 25 og 35 millimeter på seks timer. Der er ligeledes risiko for lokale skybrud. Der kan ifølge DMI falde mere end 15 millimeter på 30 minutter.