Øjeblikke

- Voldsomt, at sådan en lille ting kan gøre så stor skade, fortæller Kasper Skovgaard, der ejer Kragenæs Camping efter onsdagens brand, hvor en ukrudtsbrænder fik antændt servicebygningen. Her er skadesservice ved at afdække facaden efter branden. Foto: Kasper Skovgaard

Ejer efter brand på Kragenæs Camping: Vi er sluppet hammerbilligt

Det kunne være gået helt galt, fortæller ejeren af Kragenæs Camping. Han var selv med til at slukke branden, der udviklede sig hurtigt.

Offentliggjort Sidst opdateret

Kragenæs Campings nye ejer Kasper Skovgaard var klar onsdag formiddag til at tage imod gæster til Kristi Himmelfarts-weekenden, da der pludselig opstod en brand. 

Brandvæsenet var fremme efter 15-20 minutter, fortæller Kasper Skovgaard. Foto: Kasper Skovgaard.

- Vi havde en medarbejder, som havde brændt noget ukrudt på nogle fliser med en ukrudtsbrænder og var kommet for tæt på servicebygningen med alle toiletter og bade. Kort tid efter, at han havde brændt i området, kommer der en anden medarbejder løbende ind og siger, at hun kan se røg og var bange for, at der var brand. Vi kan se, at det ryger fra facaden, så vi ringer 112 og begynder selv med brandslukning.

Brandvæsenet har skåret træfacaden ned. Foto: Kasper Skovgaard.

 Ilden udviklede sig hurtigt

- Ilden havde antændt noget nede fra bunden under facadebrædderne, så indersiden brændte. Det udviklede sig ret hurtigt og løb op langs facadevæggen, fortæller Kasper Skovgaard. 

- Til at starte med var brandvæsenet bekymrede for giftig røg på grund af isolering. Men de ringede fra en erhvervscentral og sagde, hvis vi kunne stå med vinden i ryggen, kunne vi forsætte. Så vi hælder vand på med haveslangen og brandslukker, og det hjalp ret meget, så vi fik den nogenlunde under kontrol, siger han.

Brandvæsenet i færd med at skære facaden ned. Foto: Kasper Skovgaard.

Fik selv ilden under kontrol

Kasper Skovgaard fortæller, at da brandvæsenet ankommer efter 15-20 minutter, var der ikke synlige flammer, men stadig ild inde i væggen og røgudvikling.

Han er utroligt ked af det. Han har selvfølgelig fået en stor forskrækkelse. Det har vi allesammen.

Kasper Skovgaard om den medarbejder, der kom til at starte branden

Billede af brandskadet bygning.
Ilden havde fået fat nedefra. Foto: Kasper Skovgaard.

- Brandvæsenet har gjort et supergodt stykke arbejde og tog over. De har skåret facaden ned og fik slukket det hele. De arbejdede effektivt og fik hurtigt styr på situationen, fortæller en lettet Kasper Skovgaard.

Han fik ringet til forsikring og skadeservice, der ankom en time efter.

- Vi brugte eftermiddagen på at gennemgå bygningen. Heldigvis er der kun skader i facadevæggen og den udvendige væg. Der er ingen skader indvendigt eller i tagkonstruktionen, så vi er sluppet billigt og er meget taknemmelige.

Voldsomt, at det kan gå så galt med så lille en ting 

- Det kunne være gået helt galt. Vi er sluppet hammerbilligt, konstaterer Kasper Skovgaard og glæder sigover, at han kan holde åbent som normalt i Kristi Himmelfartsweekenden. 

Om den uheldige medarbejder fortæller Kasper Skovgaard, at han var meget berørt af situationen.

- Han er utroligt ked af det. Han har selvfølgelig fået en stor forskrækkelse. Det har vi allesammen. Det er voldsomt at se, at det kan gå så galt med sådan en lille ting, og at det kan få så store konsekvenser.