Krokodille Zoo i Eskilstrup på Falster har fået en ny attraktion, Kejser Maximus, en af verdens største saltvandskrokodiller, der har tiltrukket rekordmange besøgende.
Maximus' uventede aktivitetsniveau og popularitet har gjort ham til et ikon for zooen, og en storskærm bliver installeret for at imødekomme den store interesse.
Sådan så det ud, da Maximus blev sluppet løs i Krokodille Zoo.
- Der trillede bare tårer ned ad kinderne. Det er så stort.
To store saltvandskrokodiller skulle flyves fra den malaysiske del af øen Borneo for til sidst at ende på Falster - Kejser Maximus og Jenny.
Med sine fem meter og ti centimeter i længden og en kampvægt på 750 kilo er Kejser Maximus blandt de allerstørste i verden, der er opdrættet i fangenskab. Muligvis den største, ifølge René Hedegaard.
Han må blankt erkende, at Maximus har været noget af en overraskelse. Saltvandskrokodillens høje aktivitetsniveau er kommet bag på ham.
Det er noget af en kleppert, der er flyttet til Falster. Foto: Krokodille Zoo
- Det er gået vanvittigt godt. Han har været meget anderledes, end hvad jeg havde forventet. Normalt er så store krokodiller ikke så aktive, men han er
en af de mest aktive krokodiller, vi har, lyder det fra René Hedegaard med en stemme, hvor det ikke er til at tage fejl af begejstringen.
- Jeg er meget imponeret over ham. Det er en hel stjerne, der er flyttet til Falster, siger René Hedegaard og fortæller, at Jenny er mere sky og tilbageholdende.
- Hun kommer
lidt frem ved fodringer, men ellers ikke. Det er meget heldigt, det er sådan, fordelingen er, griner René Hedegaard.
- Kan blive et ikon
Snakken om Maximus summer blandt de fleste i køen, når de venter på at komme ind i Krokodille Zoo. Når de er på vej hjem, snakker de også om Maximus, fortæller han.
Tropehallen Masaguaral er fyldt til bristepunktet, når Maximus bliver fodret. Foto: Krokodille Zoo
- Jeg havde jo et kæmpe håb om, han ville blive populær, men han har også gjort sig fortjent til det på den måde, han er. Han har leveret langt vildere, end jeg havde turdet håbe på. Han er blevet et idol, og alle er møgvilde med ham, siger han.
Når de gigantiske krokodiller fodres, stimler folk sammen ved anlægget inde i zooens tropehal Masaguaral. Det foregår i en sådan grad, at det godt kan være svært for alle at få et ordentligt glimt af showet, når Maximus fortærer op mod 15 pattegrise.
Annonce
Derfor har Krokodille Zoo set sig nødsaget til at installere en storskærm inde i tropehallen, så alle kan følge med på én gang.
Maximus imponerer publikum i den lokale zoo. Foto: Krokodille Zoo
- Der kommer en storskærm på vores
formidlingsplads. Så kan man også stå med ryggen til ham og se det hele, hvis der ikke er pladser nok ved anlægget, siger René Hedegaard og fortæller, at skærmen gerne skulle være sat op inden efterårsferien.
- Griber vi det her rigtigt an, kan Maximus blive et helt ikon - ikke bare for Krokodille Zoo, men for hele landsdelen, slutter direktøren af Krokodille Zoo.