Er det en kommunal opgave at agere festarrangør, spørger tre Venstre-folk i dette læserbrev. Foto: Guldborgsund Kommune
Festarrangør eller kernevelfærd - hvad skal kommunen være bedst til?
Det undrer Venstre-skribenterne i dette læserbrev, at kommunen bruger "mange penge" på en stor seniorfest, når Guldborgsund Kommune står med store forventede budgetoverskridelser.
Magnus Anker Trøjgaard, formand for Venstres Ungdom Lolland-Falster OG medlem af bestyrelsen i Venstre Guldborgsund, Møllevej 18, 4872 Idestrup, Henriette Klingberg-Nielsen, medlem af byrådet i Guldborgsund (V), Ellekrattet 15, 4800 Nykøbing F, Birgitte Eriksen, MEDLEM AF BESTYRELSEN I VENSTRE I GULDBORGSUND, Fjordbakken, 4800 Nykøbing F.
OffentliggjortSidst opdateret
Vi synes helt klart, at det er positivt, når der bliver sat fokus på fællesskab og ensomhed blandt ældre. Ingen skal sidde alene, og stærke sociale fællesskaber betyder meget for livskvaliteten. Derfor forstår vi også godt tanken bag seniorfesten i Guldborgsund Kommune.
Guldborgsund Kommune havde forleden inviteret til seniorfest i Nykøbing. Foto: Esben Cronbach-Christensen
Men samtidig er det vigtigt, at vi tør tage en ærlig debat om, hvad der faktisk er kommunens opgave - og hvad der ikke er.
For en kommune skal først og fremmest sikre god velfærd og få hverdagen til at fungere for borgerne. Det gælder ældrepleje, skoler, daginstitutioner, handicapområdet og den nære service, som mennesker er afhængige af hver eneste dag. Det er her, skattekronerne skal prioriteres allerførst.
Når økonomien er presset
Derfor undrer det os også, at kommunen vælger at bruge så mange penge på en stor seniorfest, samtidig med at Guldborgsund Kommune står med forventede budgetoverskridelser på over 200 millioner kroner. Kommunens økonomi er allerede presset, og derfor mener vi, at man skal være ekstra forsigtig med at bruge skattekroner på opgaver, som ikke er kernevelfærd.
Kommunen skal efter vores mening være bedst til kernevelfærd - ikke til at være festarrangør.
Vi kan alle godt lide fællesskab, fest og gode oplevelser. Men i Venstre mener vi også, at politik handler om at tage ansvar og turde prioritere. Hvis kommunen skal stå for flere og flere arrangementer og events, risikerer vi at flytte fokus væk fra de vigtigste opgaver.
For os handler det om, at kommunen først og fremmest skal være stærk på kernevelfærd og sikre, at den service, borgerne er afhængige af i hverdagen, fungerer ordentligt - også i fremtiden. Det burde egentlig være et helt naturligt standpunkt for alle borgerlige partier.
Det betyder ikke, at kommunen ikke skal bakke op om fællesskab. Det skal den. Men der er stor forskel på at understøtte fællesskaber og på selv at være arrangør.
Vi mener, at det havde været langt mere naturligt, hvis en lokal forening, Ældre Sagen eller frivillige kræfter havde stået for arrangementet, mens kommunen kunne have hjulpet med faciliteter, telt eller praktisk støtte. På den måde styrker man civilsamfundet i stedet for at gøre kommunen til eventplanlægger.
Sydhavsdrengene spillede teltet op, før Kandis senere indtog scenen. Foto: Esben Cronbach-Christensen
Hvem når man egentlig?
Vi mener også, at man bør spørge ærligt, om en enkelt fest reelt er den bedste måde at bekæmpe ensomhed på. Arrangementet har været “først til mølle”, og meget tyder på, at det især er de mest ressourcestærke seniorer, der deltager.
I Folketidende bliver to gæster interviewet, som begge fortæller, at de ikke er ensomme, men allerede har en bred omgangskreds. Det understreger netop udfordringen: Hvordan når man de ældre, der faktisk sidder alene og har allermest brug for hjælp til fællesskab?
For hvor stopper det ellers?
Hvis kommunen arrangerer store fester for ældre borgere, vil andre grupper naturligvis spørge, hvorfor de ikke også skal have tilsvarende arrangementer. Så risikerer man hurtigt, at endnu flere skattekroner bruges på events og underholdning frem for kernevelfærd tæt på borgernes hverdag.
Kommunen skal efter vores mening være bedst til kernevelfærd - ikke til at være festarrangør.
Vi stiller spørgsmål, tjekker svar og følger sagerne til dørs. Det kræver tid og dygtige journalister. Derfor koster det at læse med. Med F+ får du lokal journalistik tæt på livet på Lolland og Falster – og er med til at betale for den næste gode historie.
Seneste artikler
Du skal være med til at bestemme: Østfalster skoldes
Sender lussing til nationalpark-plan: Lodsejere siger "Nej tak!"
Dan og Bjarne får det hele til at klappe for Lolland og Falster
Kendt kok på gæstevisit i en helt særlig uge
Ældre kede af besparelser: En enkelt snaps er en slags medicin
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Motorvej helt genåbnet efter uheld
”Manden med stokken” fik en overraskelse ved E55
Nyt om branden på sukkerfabrik