Trafikken lige nu

Stærekassen på Ballerup Byvej i Ballerup er en af 20 stærekasser, der blev opsat i 2018. Forligskreds er nået til enighed om at opsætte yderligere 30 langs danske landeveje. (Arkivfoto).

Flere stærekasser på vej: 64 millioner til fartkontrol

I løbet af 2027 forventer Transportministeriet at etablere 30 nye stærekasser og opgradere eksisterende.

Offentliggjort Sidst opdateret

Nye stærekasser

  • Transportministeriet planlægger at opsætte nye stærekasser over hele landet for at forbedre trafiksikkerheden og reducere hastigheden på vejene.
  • Initiativet inkluderer opgradering af eksisterende stærekasser - heri blandt stærekassen uden for Nykøbing F. Erfaringen er, at den har fået bilisterne til at sænke farten med 8 procent til 55 kilometer i timen. 

Hastighedskontrol langs de danske veje skal opgraderes de kommende år med millioner til flere af de såkaldte stærekasser.

Således er forligskredsen bag aftalen om Infrastrukturplanen 2035 nået til enighed om at udmønte 64,2 millioner kroner til standerne, der også går under forkortelsen ATK. Det står for automatisk trafikkontrol.

Transportministeriet skriver i en pressemeddelelse, at der er afsat penge til 30 nye stærekasser og til opgradering af de eksisterende 20. 

Herunder opgradering af stærekassen uden for Nykøbing. 

Derudover vil der også blive sat ti stærekasser op ved fem motorveje.

Transportminister Thomas Danielsen (V) afviser, at der er tale om en pengemaskine for staten.

Ifølge ministeren tjente de 20 stærekasser 37 millioner kroner ind i bøder i 2022, 29 millioner i 2023 og 18 millioner sidste år.

- Vi sikrer, at statens provenu er uændret, siger han til Ritzau og påpeger, at planen er, at standerne ikke er tændt hele tiden for netop at imødekomme det.

Det er ifølge Thomas Danielsen forligskredsens intention, at bødeprovenuet fra stærekasserne bliver under 40 millioner kroner om året.

- Det vil blive justeret med, at de (stærekasserne, red.) helt lavpraktisk slukkes noget tid, men som bilist ved man ikke, hvornår det er. Derfor er den klare forventning, at effekten vil være nøjagtig den samme, som når de er tændt, siger han.

Ministeriet forventer, at etableringen af de 60 ATK-standere kan påbegyndes i 2027 med en gradvis udrulning.

Der kommer blandt andet nye stærekasser mellem Bramming og Varde, Bramming og Ribe, Esbjerg og Grindsted, mellem Nexø og Aakirkeby og en i Herning.

Fakta:

Eksisterende ATK-standere, der opgraderes:

Hjørring, Aalborg, Nykøbing Mors, Aarhus, Ringkøbing, Esbjerg, Odense, Slagelse, Nykøbing Falster, Måløv, Albertslund.

Netop besluttede ATK-standere: 

Mellem Bramming og Varde.

Mellem Bramming og Ribe

Mellem Thisted og Fjerritslev. 

Mellem Aabybro og Fjerritslev. 

Mellem Herning og Varde. 

Mellem Randers og Grenaa. 

Mellem Holstebro og Ringkøbing. 

Mellem Esbjerg og Grindsted. 

Mellem Skive og Herning. 

Herning Mellem Odense og Faaborg. 

Mellem Svendborg og Faaborg. 

Mellem Holbæk og Sorø. 

Mellem Frederikssund og Englerup. 

Mellem Nexø og Aakirkeby. 

Tidligere besluttede ATK-standere: 

Ved Nyborg, ved Køge Bugt Motorvejen, ved Vallensbæk, ved Holbækmotorvejen, ved Folehaven, Ved Vejlefjordbroen og ved Motorring 3.

Kilde: Transportministeriet

I 2018 blev der sat 20 stærekasser op på 11 ulykkesbelastede steder i Danmark, hvor der samtidig blev målt høje hastigheder.

Efter tre års drift viste en evaluering fra Vejdirektoratet, at bilisterne i gennemsnit havde nedsat farten med 10 kilometer i timen. 

Et dokument fra Vejdirektoratet viser, at standeren uden for Nykøbing har fået bilister til at sænke farten med 8,1 procent til en gennemsnitshastighed på 55,7 kilometer i timen. 

Det er især bilister, der kører meget stærkt, der letter foden fra speederen.

På baggrund af den evaluering lød det allerede fra daværende transportminister Benny Engelbrecht (S) i 2022, at mere fartkontrol var på vej.

Enten i form af stærekasser, som måler bilisternes fart en enkelt gang på ét sted, eller som strækningskontrol, hvor gennemsnitsfarten måles over en længere strækning på flere kilometer.

Foruden stærekasserne langs lande- og motorveje har forligskredsen bag infrastrukturplanen også afsat 15,7 millioner kroner til støjstærekasser ved motorveje.

Støjstærekasserne kan registrere støj fra køretøjer, der udsender unødig støj - særligt i områder, hvor der er støjplagede naboer.

/ritzau/