Indland
Carl-Mar Møller har blandt andet behandlet veteraner med PTSD på den gård i Karlebo, hvor han i mange år drev virksomhed. (Arkivfoto).
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Forfatteren og sexologen Carl-Mar Møller er død
Carl-Mar Møller er død, skriver Ekstra Bladet. Provoterapeuten blev 72 år.
Det er slut med at provokere og debattere for sexologen og forfatteren Carl-Mar Møller.
Han er ifølge Ekstra Bladet, der har hentet oplysningen i offentlige registre, død torsdag i en alder af 72 år.
Det fremgår ikke, hvad dødsårsagen var. Carl-Mar Møllers hustru har ikke ønsket at kommentere hans bortgang over for avisen.
Den pædagoguddannede Carl-Mar Møller blev for alvor i 1990'erne offentligt kendt for sine ofte provokerende holdninger til og udtalelser om kønsroller og kønsdele.
Han holdt omdiskuterede polterabendarrangementer og kurser på sin gård i Nordsjælland, hvor mænd i mere eller mindre afklædt tilstand blev udsat for alskens grænsesøgende prøvelser.
Men han behandlede også soldaterveteraner med PTSD, ligesom han uddannede andre sexologer på stedet.
Gården brændte ned i 2022, men Carl-Mar Møller - med det borgerlige navn Carl-Marenus Michael Eggert Møller - fortsatte terapeutgerningen.
I et interview med Ritzau i forbindelse med sin 70-års fødselsdag for nogle år siden fortalte han, at han ville arbejde, så længe han kunne.
- Jeg bliver inspireret og får noget at tænke over. Hver gang jeg har en ny klient, så lærer jeg noget nyt, sagde han ved den lejlighed.
Han medvirkede også i en række tv-udsendelser, både som par- og psykoterapeut, men også som underholdende indslag i programmer som "Big Brother VIP" og "Zulu Djævleræs".
Hans forfatterskab omfattede 13 bøger, som alle omhandlede kønsroller og kærlighed, ligesom han også udviklede flere brætspil.
Carl-Mar Møller meldte sig i 2007 ind i Socialdemokratiet med det formål at komme i Folketinget. Han blev dog aldrig opstillet, og derfor blev det ved forsøget.
RITZAU
Seneste artikler
NFH storsejrede trods skadesdrama
Slidt og gammel arena skal have en overhaling
Jagter unge troldmænd til helt særlig forestilling
Butikstyv med speciel taske dømt
Kommunen kræver bedre spildevandsrensning: Nu nægter borgere at rette ind
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned