Pumper løs

Regnvejr.
Regnen varer ved, og forsyningerne kan mærke presset. Foto: David Arnholm

Forsyningen: Her er de særligt udsatte

Der er ingen ende at se for regnen de næste par timer, og især disse områder holder forsyningen ekstra øje med.

Offentliggjort Sidst opdateret

Sakskøbing er ekstra udsat på grund af de massive vandmængder, der lige nu falder over Lolland og Falster. 

Derfor har Guldborgsund Forsyning også været i gang fra formiddagen med pumper, der skal aflaste og afvande rørledninger i byen.

- Jeg vil ikke sige, at der ikke er nogen, der har problemer, men vi har gjort, hvad vi kan for at lette presset på systemet, ved rent faktisk at pumpe vandet over sluserne, fortæller administrerende direktør for Guldborgsund Forsyning Niels Rasmussen.

Udover udfordringerne med at pumpe vandet, står flere veje i kommunen under vand. Også på Lolland oplever Park og Vej også, at kloakkerne flere steder løber over og fylder vejene med vand.

Naboerne

Men Lolland Forsyning oplever ikke de samme problemer med at håndtere vandet som nabokommunen.

- Vi følger rigtigt godt med og følger situationen meget nøje. For nu holder vores pumper til det, siger Birgitta Andersen, kommunikationsansvarlig ved Lolland Forsyning.

- Vi kan godt mærke, der kommer meget vand, men vi er ikke ved at blive lagt ned. Vi må også rose vores kunder, at de ringer til os, når det er os, det handler om.

Birgitta Andersen fortæller, at Lolland Forsyning holder kundetelefonerne åbne hele dagen, og at de står klar til at reagere på ændringer i vejret.

Gode råd

I foråret udsendte Guldborgsund Forsyning i samarbejde med kommunen en folder, der indeholder gode råd og anbefalinger til husejere om, hvordan de kan håndtere store vandmængder.

Blandt andet er der tips til, hvordan man forbereder kælderen på store vandmængder.

- Jeg vil anbefale kraftigt, at man læser den her husstandsomdelte folder. Der står også, at man kan installere en højvandslukke for at beskytte kælderen. Så kan spildevandet ikke komme op gennem gulvafløbet og blande med regnvandet, fortæller Niels Rasmussen.

På forsyningens hjemmeside under "Vandmasserne", kan man læse alle anbefalingerne, hvis man ikke længere har folderen.

Direktøren oplyser, at forsyningen kommer til at holde ekstra øje med Marielyst og Guldborg, da det er to steder, der er ekstra udsatte.