Uvejr på vej til Lolland-Falster?

Folketidende har modtaget en video fra en læser i Langø, der viser regnvejret. Dette er et screenshot fra videoen. Se videoen nede i artiklen. Privatfoto

Fra høj sol og 32 grader til sorte skyer og regn på få timer

Der kommer skyer, og der kommer givetvis også regn og blæst til Lolland-Falster i løbet af aften- og nattetimerne onsdag. Men det er stadig usikkert, hvad der præcis kommer til at ske og hvornår.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hvornår kommer det varslede uvejr til Lolland-Falster? Hvor slemt bliver det? Og rammer det hele vores landsdel eller kun nogle områder?

Her sidst på eftermiddagen onsdag er spørgsmålene stadig mange, men de præcise svar fra DMI er desværre stadig få - simpelthen, fordi det er svært at forudse udviklingen.

Indtil videre fortsætter det flotte og varme sommervejr med masser af sol nok en times tid eller to endnu, men derefter begynder der langsomt at komme skyer - og de starter efter alt at dømme længst mod vest på Lolland og arbejder sig langsomt østpå.

DMI har stadig et varsel om farligt vejr gældende fra klokken 18 til 01 natten til torsdag, men de kraftigste byger kommer nok først lidt senere end klokken 18, fortæller DMI's vagthavende meteorolog Marielle Fournier ved 16.30-tiden.

Det begynder i vest

- Det allervestligste Lolland er i risikozonen først, og derefter kan det trække lidt østpå. Vi forventer, at de kraftigste byger vil være helt overstået først på natten. Der kan også godt komme nogle vindstød i forbindelse med tordenbygerne. De bliver ikke helt så kraftige, som vi først troede, men de kan godt nå op omkring kulingstyrke, fortæller hun.

Ifølge Marielle Fournier kan de fleste i vores landsdel godt forvente at få noget regn i løbet af aftenen og natten, men hvor kraftig regnen bliver, er svært at sige. Umiddelbart tyder det på, at de kraftigste byger går i en bane vest om Lolland, men der skal ikke meget til at rykke det. Bygerne kommer op over landet fra sydvest og tager altså en nordøstlig bane.

DMI's varsel for både Lolland og Guldborgsund kommuner gælder som nævnt fra klokken 18 til 01 og lyder sådan her:

"DMI forventer tordenbyger og lokale skybrud. Der kan falde mellem 25 og 35 millimeter regn på 30 minutter. Bygerne kan være med hagl og kraftige vindstød."

Du kan følge udviklingen i vores vejr-blog i løbet af aftenen.