Fra øjebæ til lommepark: Søren giver nyt liv til grund i Vestergade

En lommepark med æbletræer, røn, hassel, et nyt egetræ samt krydderurter og andet grønt har fundet sin færdige form på Vestergade 18 i Sakskøbing. 

Kunstner Søren Lose viser kunstprojektet Nummer 18 frem.
Billedkunstner Søren Lose er færdig med projektet Nr. 18 i Vestergade i Sakskøbing. Lommeparken har indvielse lørdag den 31. maj fra 15 til 17. Foto: Kim Møller Pedersen
Offentliggjort

Han har bygget et helt nyt monument til Sakskøbing. Eller i hvert fald en lommepark. Men ikke en "vild" sanselund med masser af grønt, der skulle vokse op og nærmest "lukke" sig om de besøgende. Det var ellers den oprindelige idé.

Billedkunstner Søren Lose er nu - efter to år i samarbejde med Guldborgsund Kommune - helt fremme ved målstregen for og dermed indvielsen af kunstprojektet "Nummer 18". 

Mindre vild og lukket

Der har været en masse pragmatiske hensyn hen af vejen, og det er så endt med en lommepark

Søren Lose, billedkunstner

- Det er blevet til en lommepark og ikke den sanselund, som jeg i starten nok havde forestillet mig. Oprindeligt var tanken, at den bagerste del af grunden ville være sådan en helt vild og lukket del med masser af træer og buske over det hele. Der har været en masse pragmatiske hensyn hen af vejen, og det er så endt med en lommepark, som åbner muligheder for at skabe mange forskellige slags fællesskaber, fortæller Søren Lose under en lille rundvisning på nedrivningsgrunden Vestergade 18.

Her lå der engang en øjebæ af et hus. Lang tid før det - faktisk helt tilbage fra 1936 - lå der et oprindeligt hus, som nu får sin historie genfortalt på nye kunstneriske måder i "Nummer 18", der har officiel indvielse lørdag den 31. maj fra 15 til 17.

QR-kode viser frem til historier

- Noget af det sidste, som kom på plads, var det her skilt med en QR-kode, hvor alle kan gå ind og hente en masse historier og billeder om alt det, der var engang, og som nu er blevet til det her kunstværk Nr. 18., forklarer Søren Lose.

I den fugtige og pivkolde kælder under det nu nedrevne hus lå der engang et samlingssted for en spejdertrup ved navn Gylden Saks. Derfor huser kunstværket også et forgyldt sakseornament, som symboliserer den lokale spejderhistorie fra en svunden tid. Sakseornamentet er i øvrigt fra en del af de gamle gadelamper, som stod på Sakskøbing Torv indtil 1980' erne.

Billedkunstner Søren Lose står midt i ruinen, som er et kunstprojekt over et tidligere byhus.
Søren Lose har blandt andet skabt tre siddemøbler i parken bag det tidligere byhus, hvor møblerne er skåret ud af to 16 meter lange kævler, som i mange år lå gemte og ubenyttede hen på materialepladsen i Sakskøbing. Foto: Kim Møller Pedersen

Ovenstående er blot enkelte af de historier, man kan læse mere om, hvis man eksempelvis trækker sin telefon frem og scanner QR-koden ind på det lille skilt ved Vestergade 18-kunstværket. 

Om Nummer 18

Indvielsen lørdag den 31. maj fra 15 til 17 af lommeparken Vestergade 18 i Sakskøbing sker som en del af festivalen for samtidskunst Art Matter Local.  

Til indvielsen inviteres de besøgende til en grøn workshop, der lader hænderne komme i spil i en dialog om jorden og kunstværket. Der serveres også lidt at drikke og spise.

I 2022 købte Guldborgsund Kommune grunden Vestergade 18, hvor det tidligere hus er revet ned, og det blev Søren Lose, der ud af 21 ansøgninger vandt kommunens ”open call” til professionelt arbejdende billedkunstnere om at give kunstneriske bud på, hvordan de kunne se grunden Vestergade 18 forvandlet.

    Med projektet Nummer Atten ønsker Søren Lose at sammenkæde arkitektur, historie og havedyrkning i et unikt stedsspecifikt kunstprojekt, der tager direkte udgangspunkt i Sakskøbing som fødevare- og gastronomiby.