Dagens vejr på øerne

Arkivfoto: Anders Knudsen

Fygning fortsætter: Der vil være veje, der lukker

Snerydningsberedskabet drosles ned i løbet af fredag aften, og det kan få indflydelse på trafikken de steder, hvor det fyger meget.

Offentliggjort Sidst opdateret

Man bør nok tænke sig om en ekstra gang, hvis man har planer om at bevæge sig ud på de mindre veje i løbet af de kommende timer.

Sneen fyger nemlig stadig rundt derude, og situationen forventes ikke at blive bedre. Snarere tværtimod. Det gælder ikke mindst i Lolland Kommune.

- Det fyger jo meget, og nogle steder er især de små veje svært fremkommelige. Vi har kæmpet med det hele dagen, men klasse 3-vejene (de mindste veje, red.) kører vi først på igen mandag morgen, så nogle af dem må antages at lukke til i løbet af natten.

- På klasse 2-vejene (sekundære veje eller fordelingsveje, red.) fortsætter vi med at køre til klokken 20 fredag aften, og så fortsætter vi igen fra lørdag morgen klokken 4. Her har vi tidligere på eftermiddagen haft biler, der kørte fast, og vi forventer helt klart også, at nogle af disse veje lukker i løbet af aftenen eller natten.

- På klasse 1-vejene (de store hovedveje, red.) kører vi døgnet rundt, men her forventer vi, at der kan opstå drivedannelser, og i det hele taget vil der være meget skiftende føre at køre i, siger leder af Park og Vej i Lolland Kommune, Kjeld Jensen.

Han tilføjer, at man i samarbejde med politi og brandvæsen har sørget for, at der holder spidsplove klar på udvalgte steder, hvis der pludselig opstår et akut behov for hurtig snerydning.

- Hvorfor er der nogle veje, som først bliver ryddet igen på mandag?

- Det er fordi, vi arbejder ud fra en serviceplan, som er politisk besluttet og i øvrigt godkendt af politiet, oplyser Kjeld Jensen.

Også slemt i Guldborgsund Kommune

I Guldborgsund Kommune er situationen slet ikke bedre.

- Det er noget skidt. Særligt i området omkring Horbelev, Meelse og Karleby på Falster og ved Nysted, Vantore og på Fuglsangvej på Lolland. På de store klasse 1-veje kører vi natten igennem, og det har vi også besluttet at gøre på klasse 2-vejene i de områder, hvor det er værst. 

- Men der sender vi vores egne folk hjem at sove på et tidspunkt, og så har vi hentet nogle eksterne folk ind til at køre imens, for det pakker til, hvis vi ikke bliver ved at køre der, fortæller Casper Christiansen fra Guldborgsund Kommunes vintertilsyn ved 18.40-tiden.

De små klasse 3-veje er man holdt op med at rydde, og der bliver ikke ryddet henover weekenden.

- Man skal køre forsigtigt, hvis man absolut skal ud at køre, lyder opfordringen fra Casper Christiansen.

Den melding kan politiets vagtchef tilslutte sig, men derudover har politiet indtil videre kun været ude til et enkelt mindre færdselsuheld. Det skete først på eftermiddagen i Guldborgsund Kommune, oplyser vagtchefen tidligt fredag aften.