Transport i landdistrikterne
Kasper Dam Mikkelsen (til venstre) der er medstifter og partnerskabsdirektør i Nabogo, ærgrer sig over, at Guldborgsund Kommune ikke længere er med í ordningen. Her er han fotograferet sammen med klima-, energi- og forsyningsordfører Torsten Gejl, fra Alternativet og Anders G. Christensen (V), der er formand fra Danske Regioners udvalg for regional udvikling. Foto: David Arnholm
Guldborgsund droppede samkørselsordning – nu kommer Lolland på
Efter tre års forsøg besluttede Guldborgsund Kommune i 2023 at droppe ud af ordningen Nabogo. Men efter sommerferien kommer Lolland Kommune med.
Efter sommerferien får borgerne i Lolland Kommune en helt ny
form for ”offentlig” transport. Kommunen har nemlig for en toårig periode købt
sig ind i ordningen Nabogo, hvor private – med støtte fra kommunen – tilbyder andre
private et lift. Chaufførerne lægger deres tur – eller faste pendlerture – op i
en app, hvor andre kan booke sig ind og mod en beskeden betaling køre med. Og
chaufføren får ikke kun betaling fra passagererne, men også fra kommunen.
Ordningen bliver af mange set som en del af fremtidens
offentlige transport, hvor busser og lokaltog kan betjene de store
hovedstrækninger, mens der skal findes andre løsninger ude mellem de store
hovedben.
Guldborgsund Kommune har tidligere været med i ordningen, som
blev afprøvet i tre år. Men som led i en sparerunde besluttede politikerne i
efteråret 2023, at forsøget ikke skulle fortsætte. I nogle måneder var der
ganske vist kørt over 300 ture, men ordningen blev ikke det supplement, kommunen
havde håbet på.
Mange af turene blev nemlig kørt ad ruter, hvor der også
kører busser og tog, og knap så meget til og fra de tyndt befolkede områder.
Dermed kom ordningen groft sagt til at hugge passagerer fra den eksisterende
kollektive trafik med faste ruter, vurderede kommunen.
Stor uddannelsesby
Hos Nabogo er medstifter og
partnerskabsdirektør Kasper Dam Mikkelsen ked af, at Guldborgsund Kommune
valgte at droppe ordningen.
Nykøbing er en stor uddannelsesby med et kæmpe opland, og ordningen blev brugt.
Kasper Dam Mikkelsen, medstifter og partnerskabsdirektør, Nabogo
- Det er ærgerligt.
Guldborgsund Kommune var en af de første, der var med. Nykøbing er en stor
uddannelsesby med et kæmpe opland, og ordningen blev brugt meget, især i skoleåret
23/24 , siger han og
tilføjer, at forsøget dog led under delvist at blive igangsat lige i afslutningen
af i coronatiden.
- Vi har ikke ikke været gode nok til at
præsentere vores data, siger han og tilføjer, at erfaringen fra andre steder, der er fortsat i længere
tid, er meget positive.
- Nu kan vi se –
blandt andet fra Nordjylland og Slagelse – at når folk kører sammen, bruger de
også den kollektive transport mere og Flextrafik mindre, så det bliver
selvfinansierende, siger han med henvisning til, at Flextrafik er en relativt
dyr løsning for kommunerne.
- Vi vil meget
gerne tilbage, så vi håber, det bliver taget op til genovervejelse, siger han
og tilføjer, at både Vordingborg Kommune og Lolland Kommune nu bliver en del af
ordningen.
I Guldborgsund Kommune har formanden for Klima-, Teknik- og
Miljøudvalget, Jesper Blomberg (M), sympati for tilbud som Nabogo, der hjælper
til, at bilerne bliver fyldt op.
- I en klimatilpasningstid er det en supermulighed at have.
Fleksibilitet og et mindre klimaaftryk er en rigtig god ting, siger han.
Derfor vil han på det kommende møde i udvalget spørge til,
hvad det vil koste kommunen at være med i ordningen igen.