Dagens vejr på øerne

Man kan hente sandsække, hvis det bliver nødvendigt, på to adresser i Guldborgsund Kommune. Arkivfoto: Anders Knudsen

Lolland og Guldborgsund: Sådan forbereder vi os

Netop nu er kommunen ude ved vandløb for at sikre, at de store nedbørsmængder, der er varslet, ikke skal resultere i oversvømmelser.

Offentliggjort Sidst opdateret

DMI har opjusteret varslingen til, at der er tale om meget farligt vejr. Over 80 millimeter regn forventer meteorologerne, der vil falde mellem mandag klokken 16 og tirsdag klokken 21. Folketidende har kontaktet Guldborgsund og Lolland kommuner for at spørge, hvordan man forbereder sig på de store mængder nedbør.

Vi starter i Guldborgsund, hvor Martin Balslev er afdelingsleder for TM Vejdrift fra Guldborgsund Kommune. Her har fagkoordinatorerne, der tilrettelægger arbejdet og har med vandløb at gøre, har sendt folkene ud, fortæller han

- Siv og grene samles i vandløbene, men de er allerede nu ude og rense op, så gør hvad vi kan inden vandet kommer.

Hent kun sandsække, hvis du har brug for dem

Han befinder sig på kommunens plads i Sakskøbing på Nystedvej. Her er man ved at fylde op med sandsække, som kommunens borgere kan hente, hvis man kan se, at vandet stiger og man får brug for at beskytte sin bolig. 

- Det er ligesom, når der er varslet forhøjet vandstand. Så er der mulighed for at hente sandsække. Det er der her i Sakskøbing på Nystedvej 54 og på Københavnsvej 35 i Nykøbing, fortæller han.

Han understreger dog, at man ikke skal hente sandsække uden grund.

- Man skal ikke forsyne sig uden at det er nødvendigt, for så er der andre, der har brug for dem, der ikke kan få, siger han.

Han forsikrer dog, at der vil være nok til alle.

- Vi er opmærksomme på situationen, og hvis der er brug for det, vil vi fylde op fra vores lager løbende, med det vi har. 

Han fortæller i øvrigt, at man ikke kan bruge app'en "Giv et praj" i akutsituationer.

Burde være nok

I Lolland Kommune er Kjeld Jensen leder af driften i Park og Vej. 

Han fortæller, at kommunen har lagt sand og sandsække ud, som borgerne selv kan hente. Lige nu følger kommunen med i udviklingen. Kjeld Jensen påpeger, at det er en varsel, og derfor er der ikke kaldt ekstra personale ind. 

Hvis det dog viser sig at blive meget voldsomt, kan kommunen tage flere midler i brug. 

- Hvis der er behov for det, kan vi rekvirere noget slamsuger- og spulerhjælp. Men borgerne skal først og fremmest sikre deres eget, og så må vi hjælpe med, hvad vi kan.

Der burde ifølge lederen af driften i Park og Vej være nok sand, grus og sække til folk. 

Kommunen har ikke tidligere oplevet, at der manglede. Det forventer Kjeld Jensen heller ikke kommer til at ske denne gang. 

Borgerne skal dog have deres egen skovl med. Der er tre steder, hvor du kan hente sand og grus. Det er Narvikvej 11 i Nakskov, Kirkenoret 2 i Rødby og Hjulsporet 10 i Maribo.