SE VIDEOEN ▶️

Benni Sørensen er vokset op med udsigten til Storstrømsbroen. Foto: Eva Højrup

Han var på tur for at se på broer. Men dagen endte helt anderledes

Benni Sørensen havde ikke regnet med andet end en rolig tur over Storstrømsbroen og et kig på beton og stål. Men i stedet mødte han et menneske i dyb krise.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er en varm sommerdag i juli i år. Benni Sørensen holder fri og er taget en tur ned til Storstrømsbroen. Han har taget sit løbehjul med i bilen, og han kører over den gamle bro for at beundre byggeriet af den nye. Han er nede ved byggepladsen ved Orehoved for at se på flydekranerne og broelementerne og kører så tilbage.

Jeg fortalte ham, at det selvfølgelig var hans frie valg, men jeg sagde også til ham, at jeg ikke syntes, det var en god idé

Benni Sørensen

Hyggelig tur endte dramatisk

  • Benni Sørensen er broentusiast og besøger ofte Storstrømsbroen for at følge byggeriet. 
  • I sommer mødte han en ældre mand som ville begå selvmord ved at springe ud fra broen. 
  • Han talte med manden i næsten en time og fik overtalt manden til at lade være med at springe. En indsats han nu har fået en dusør for. 

Midtvejs ude på broen - i den ene af de tre stålbuer - møder der ham et usædvanligt syn.

En ældre mand er kravlet op over gelænderet. Han sidder ude på afsatsen med et reb om halsen.

- Det var den vildeste tanke, der fór igennem mig. Jeg tænkte: Nu skal jeg se en mand dø. Det gik op for mig, at jeg stod over for en mand, der var ved at tage sit eget liv. Derfor kunne jeg selvfølgelig ikke bare køre videre. Jeg stoppede og spurgte ham, hvad han var i gang med, fortæller Benni Sørensen.

Skyldfølelse over for familien 

Det sætter en samtale i gang. En samtale, der handler om børn, om økonomi, om at have skyldfølelse over for en familie, som man ikke ser.

- Jeg fortalte ham, at det selvfølgelig var hans frie valg, men jeg sagde også til ham, at jeg ikke syntes, det var en god idé, fortæller Benni Sørensen.

Benni Sørensen har fulgt byggeriet af den nye Storstrømsbro tæt. Foto: Eva Højrup

At Benni Sørensen befandt sig på Storstrømsbroen den dag, er ikke tilfældigt. Han er nemlig bidt af en gal bro. Han har en kæmpe passion for broer, som gør, at han ved alt om broer og er et omvandrende leksikon fyldt med paratviden om, hvordan broerne er blevet bygget og historien bag.

- Det er mærkeligt at tænke på, at hvis jeg ikke havde været så besat af broer, havde jeg ikke været der den dag, så var dagen måske endt helt anderledes, siger han.

- Jeg fortalte ham om mit eget liv og min historie om broerne, fortæller Benni Sørensen. Foto: Eva Højrup

På grund af den store interesse har Benni Sørensen fulgt byggeriet af den nye Storstrømsbro tæt og besøger ofte området for at følge udviklingen i byggeriet og tage billeder af det.

Interessen for broer har han fået helt fra barnsben. Han voksede op tæt på Farø, hvor familiens hus blev eksproprieret i forbindelse med byggeriet af Farøbroen. Familien flyttede så til Masnedø, hvor Benni Sørensen voksede op med udsigt til den gamle Storstrømsbro. I husets baghave lå den gamle havn, hvorfra broarbejderne fik stålbjælkefagene til broen trukket ud. 

- Vi brugte de gamle moler fra byggeriet som badebro om sommeren, fortæller Benni Sørensen.

- Jeg brugte mig selv 

Alt det og meget mere fortalte Benni Sørensen til den gamle mand, der sad på ydersiden af gelænderet og holdt fast.

- Jeg følte ikke, at jeg kunne gøre noget, men jeg fortalte ham om mit eget liv, jeg fortalte ham min historie om broerne, jeg brugte mig selv, og jeg tror, at det hjalp ham psykologisk, siger han.

Hvis du har tanker om selvmord, så sig det til nogen

Hvis du har tanker om selvmord, så sig det til nogen 

Du kan kontakte Livsliniens telefonrådgivning på 70 201 201 alle årets dage fra kl. 11-05.

Du kan også ringe til 112.

Hvis du trænger til at tale med nogen, har Ældre Sagen en Ældretelefon, hvor man kan få en samtale med en frivillig. 

Ældretelefonens nummer er 32 210 210, og den er åben mandag-fredag kl. 9-15.

Mens Benni Sørensen står og taler med den ældre mand, kan han fornemme, at der er tilkaldt hjælp. Der holder en ambulance for enden af broen, som politiet har afspærret, og de forsøger at skabe kontakt.

- Men han ville absolut ikke tale med politiet. Det var han slet ikke interesseret i, men jeg spurgte ham så, om jeg skulle gå hen og tale med dem, fortæller han.

Han var i god form 

Benni Sørensen taler med politiet, der spørger, om han er okay, og om hvordan han har det med at stå i situationen.

- Jeg havde det egentlig okay i situationen. Der var meget vind og larm, og jeg tænkte over, hvorfor jeg lige skulle opleve det, men i situationen var jeg bare i det.

I alt går der 48 minutter. Så lykkes det Benni Sørensen at overtale den ældre herre til at opgive sine tanker.

Benni Sørensen besøger ofte besøgscenter Storstrømsbroen på Masnedø, en stor udstilling om det omfattende brobyggeri. Foto: Eva Højrup

- Til sidst tog han rebet af. Jeg nåede at tænke, at han var meget adræt, i god form. For han kravlede over rækværket uden besvær. Han virkede derefter meget stiv i kroppen, men så kom politiet lige så stille, og de fulgte ham over til politibilen, fortæller Benni Sørensen.

I dagene efter episoden fik Benni Sørensen en reaktion.

- Jeg havde et par dage, hvor jeg havde det, jeg vil kalde spøgelsestanker. Det påvirkede mig og fik mig til at tænke over mit eget liv. Det endte jo heldigvis godt, men jeg ved ikke, hvad jeg ville have gjort, hvis han havde kastet sig ud, fortæller han.

Politiet kan i dag oplyse, at den mand, som Benni Sørensen reddede på Storstrømsbroen, er en nu 70-årig mand fra Københavns Vestegn. Politiet har ikke nogen oplysninger om hans helbredstilstand.

Benni Sørensen fik dusør for sin indsats

Politiet uddelte i november en dusør til Benni Sørensen på 2.000 kroner ved et arrangement på politigården i Næstved. 

Dusøren fik han for at have ydet en særlig indsats til hjælp for andre borgere eller politiet.

- Beløbet betyder ikke noget. Mere den tak, der bliver givet, for en indsats for at hjælpe. Det betyder meget i en så alvorlig oplevelse, siger Benni Sørensen.