Erhverv
Handelsformand: Mindre butikker får det svært
Nykøbing ligger lige på vippen til at blive omfattet af justering af lukkelov.
Peter Dan Petersen, formand for Nakskov Handel og Erhverv, så helst, at lukkeloven slet ikke blev justeret. Arkivfoto: Jan Knudsen
Jan Knudsen
Det er svært at finde højlydt jubel på Lolland og Falster efter erhvervsminister Morten Bødskov (S) på vegne af regeringen har indgået en aftale med De Konservative, Dansk Folkeparti og De Radikale om, at butikker i mindre byer får lov til at holde åbent på de nuværende lukkedage.
Justeringen af lukkeloven betyder, at byer med færre end 16.850 indbyggere får lov til at holde åbent 1. og 2. juledag, nytårsdag, skærtorsdag, langfredag, 1. og 2. påskedag, Kristi himmelfartsdag og 1. pinsedag.
På vippen
Om butikkerne i Sydhavsøernes største by, Nykøbing, får lov til at holde åbent ekstra ni dage, er usikkert. Ifølge Danmarks Statistik er der 16.682 indbyggere i Nykøbing. Dermed ligger Nykøbing lige på vippen og der skal ikke mange tilflyttere til, før byens butikker ikke bliver omfattet af den nye lukelov. André Andersen, Erhvervs- og citychef i Vores Nykøbing, har endnu ikke talt med medlemmerne om den ny lukkelov. Han kan derfor ikke udtale sig om butikkerne vil afskaffe ni lukkedage eller fortsat holde lukket.
Jeg er ikke begejstret.
Ebbe Frahm, formand for Maribo Handel
Skidt for butikker
Formand for Maribo Handel, Ebbe Frahm, er ikke vild med flere åbningsdage i byens butikker.
- For forbrugerne lyder det rart, men det er skidt for dem, der skal bemande butikkerne. Jeg er ikke begejstret , siger han.
Formand for Nakskov Handel og Erhverv, Peter Dan Petersen, er heller ikke ubetinget glad for den kommende lukkelov.
- Vi har noteret os, at et flertal vil ændre lukkeloven og så må vi se, hvad vi kan få ud af det. Kunderne vil blive glade for flere åbningsdage, men der er omkostninger. Det giver de store og stærke kæder og supermarkeder en fordel, mens de mindre butikker får det svært, siger Peter Dan Petersen, som allerhelst så, at lukkeloven slet ikke blev ændret.
Indehaver af Maribo Jagt & Natur, Christian Bring Larsen, kan godt se fordele i justeringen af lukkeloven.
- Det er fint, at muligheden er der og vi vil da oveveje at lave arrangementer på de dage, hvor vi ellers har lukket, siger han.
Aftalepartierne på Christiansborg er enige om at opsige det nuværende forlig om lukkeloven med virkning fra næste folketingsvalg, der skal afvikles senest 31. oktober 2026.
Seneste artikler
Flere timer langt kommunalt it-nedbrud er overstået
Langholtlukning: - Det er borgerne, der taber
Stoppet med overlæs på 91 procent, men uden kørekort
Her er planerne for datacentret i Nakskov
Påvirket NFC-formand om økonomirod: Ansvaret er mit
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Bostedet Langholt lukker
Enighed om budget 2027: Sådan ser fremtiden ud for Lolland