Det sker

Busser over hele landet flager fredag. Foto: Michael Patrick Larsen
Bybusserne i Nykøbing flager fredag. Foto: Michael Patrick Larsen

Har du også undret dig? Derfor flager busserne i dag

Den 5. september har siden 2009 været officiel flagdag i Danmark.

Offentliggjort Sidst opdateret

Har du begivet dig ud i morgentrafikken fredag, har du muligvis bemærket, hvordan to styks Dannebrog vajer i vinden forrest på busserne.

Der er hverken tale om en royal fødselsdag eller markering af en historisk begivenhed.

Den 5. september er flagdag til ære for Danmarks udsendte.

"Formålet med Flagdagen er at anerkende og hædre de personer, der er eller har været udsendt på en mission af Danmark. Dagen omfatter alle, der er eller har været sendt ud fra Forsvaret, Redningsberedskabet, Politiet, Udenrigsministeriet og Sundhedsvæsenet," lyder det på Forsvarets hjemmeside.

"Flagdagen er en dag, hvor Danmark viser respekt for og anerkendelse af de udsendte, som med deres indsats er med til at sikre, at danskerne kan leve i sikkerhed og tryghed. Flagdagen er både en dag, hvor de faldne mindes og en dag, hvor de udsendte fejres.

Flagdagen er også en anerkendelse af og tak til de pårørende til de udsendte, som også bærer en del af byrden ved Danmarks internationale engagement" oplyser Forsvaret.

Den officielle flagdag blev indført i 2009.