Hård tone i færgedebatten ærgrer Tine Vinther Clausen

Færgestrategien har i den grad fået bølgerne til at gå højt. Men man skal huske viljen til dialog, lyder det fra udvalgsformanden, der savner mere tillid til, at hun og de andre politikere ikke er idioter.

Debatten om færgerne har vakt mange følelser. Arkivfoto: Claus Hansen
Offentliggjort

Bølgerne er gået højt i kølvandet på byrådets vedtagelse af færgestrategien. Og spørger man Tine Vinther Clausen (V), der er formand for Klima-, Teknik- og Miljøudvalget, er de også gået for højt.

Hun efterlyser mere forståelse og vilje til dialog.

- Jeg kan huske, da vi startede med, at vi skulle have et olietillæg. Der var kæmpe ballade over det. Og så blev der ballade over, at vi flyttede rundt på færgerne. Og det forstår jeg også godt, for det er jo noget andet, end det var i går. Altså jeg forstår hele frustrationen. Men jeg forstår ikke helt, at tonen skal være så hård. For det, at man råber eller bliver meget grov, gør jo ikke ens sag bedre.

Altså jeg forstår hele frustrationen. Men jeg forstår ikke helt, at tonen skal være så hård.

Tine Vinther Clausen (V), formand, Klima-, Teknik- og Miljøudvalget

Tine Vinther Clausen nævner, at ophidselsen også nogle gange er ubegrundet. Som eksempelvis i sagen med ”M/F Askø”, der lå for svaj ved Kragenæs – i en periode, indtil den nye plan blev indført.

- I stedet for at sige ”Okay, der vil være nogle bump på vejen”, så tænker man hele tiden – det er i hvert fald det, jeg møder – ”Hold nu kæft, hvor er de håbløse alle sammen. Er der ikke nogen, der ved, hvad man gør?” Der er i hvert fald rigtig mange kloge mennesker ude på den anden side. Og jeg forstår godt deres frustration, for hver gang, du skal ændre noget, bliver man bekymret, og man bliver ærgerlig. Men jeg forstår ikke, at mistilliden er så stor, siger hun og fortsætter:

- Det er kommet bag på mig, at måske især mennesker, der ikke bor her, men som har sommerhus og er vant til en helt anden form på serviceniveau i de kommuner, hvor de bor … at deres stemme er så hård ind imod vores administration.

Faktisk er tonen til tider så hård, at Tine Vinther Clausen er imponeret over, at personalet kan håndtere det.

- Jeg er betaget over, at vores færger jo sejler. For man skal huske, at der er også nogle medarbejdere, der er ansatte i kommunen, og de mærker jo det samme, som jeg mærker politisk: at der bliver skældt så frygteligt meget ud. Men de går på arbejde hver dag og får færgerne til at sejle, på trods af, at deres overfartsledere er blevet opsagt i processen, og der er kommet nye folk til, og de skal sejle fra andre steder. Altså, de kunne jo have gået i panik, men de får det jo til at fungere, roser hun.

Den perfekte proces

En del af frustrationerne handler om processerne. Men det kan også være noget nær umuligt at tilrettelægge en perfekt proces, mener Tine Vinther Clausen. Hun nævner den nye prisstruktur, der er i spil, som et eksempel.

- Vi ved, at vi skal have kigget på priserne, for vi har rigtig mange forskellige modeller. Så vi bliver nødt til at få nogle færre kategorier af billetter, der giver mere mening. For eksempel: Hvis man har fyldt meget, har man stadig kun betalt lidt. Så har vi bedt administrationen om et bud. Og da vi i fagudvalget får buddet ind, forholder vi os ikke til det, før der har været dialog med Økontaktudvalget. Men det er på åben dagsorden, så der er ikke noget hemmeligt ved det. Så sender vi det direkte til Økontaktudvalget og får samtalen, og udvalget siger ”Hold nu op!” Himlen falder ned. Og det forstår jeg godt, det siger, for det var kompliceret, det var mange tal og det var store stigninger. Men politisk har vi jo slet ikke rørt ved det endnu.

Og det, påpeger hun, er dilemmaet:

- Havde vi begyndt at behandle det politisk, så havde vi ikke lagt det åbent frem. Men når man lægger det åbent frem, så er det sådan lidt ”Hvorfor lægger I det åbent frem? I kan jo sige jer selv, at det der ikke kommer til at lykkes!” Men det er jo i det rum, vi skal have dialogen og tilliden. Men nogle gange synes jeg, vi får bidt hovedet af, før samtalen er kommet i gang – og så er det altså svært at sige noget.

Tine Vinther Clausen roser dog Økontaktudvalget for at gå ind i diskussionen om udmøntning af færgestrategien på en seriøs måde.

- Og jeg vil hellere have, at vi skal have fire møder ekstra med Økontaktudvalget, end at vi skal presse noget igennem, for det skal gå stærkt.

Tine Vinther Clausen tilføjer, at slagsmålene og den hårde tone kan betyde, at folk melder sig ud af debatten og mister lysten til at engagere sig i politik.

- Jeg er ked af, at dialogen er så hård. Men det er ikke sådan, at jeg bliver bange. Jeg bliver heller ikke trodsig, for ingen af tingene dur.