Jeg skrev mit første manuskript, da jeg var seks år. Jeg fik min far til at skrive det ned, og så opførte vi det i børnehaveklassen på skolen.
Heidi C. Nielsen
Da Heidi C. Nielsen som 16-årig cyklede hjem fra en lang sommerdag bag scenen på Nykøbing Falster Revyen, var det med en følelse af tomhed i kroppen. Ikke fordi dagene havde været dårlige. Men fordi hun skulle tilbage til skolelivet og hverdagen lige om lidt.
- Det var virkelig trist, når revysommeren var slut. Det føltes som at forlade en magisk verden, hvor alle brændte for det samme, fortæller hun.
I dag, over 20 år senere, står den 37-årige, Væggerløse-opvoksede skuespiller og dramatiker i en national finale i manuskriptkonkurrencen Dramatisk Debut.
Ud af 41 indsendte tekster er hendes manuskript "Seebach-timen" udvalgt som ét af tre - og søndag kan hun vinde både 100.000 kroner og en professionel dramatikerdebut på Teater V i Valby.
Et lille samfund, hvor alle kender alle
Annonce
Pressefoto af Heidi C. Nielsen til forestillingen Små Blå Sko. Foto: Dennis WesterbergDennis_Westerberg
Heidi voksede op i Væggerløse og beskriver det som et sted, hvor man kendte alle omkring sig.
- Det er den klassiske landsby. Du går i klasse med nogens barnebarn, danser med deres barn, møder din gamle skolelærer i Brugsen. Alle kender alle - på godt og ondt, fortæller hun.
I dag bor hun i Brønshøj, men Falster fylder stadig meget.
- Inde i København er jeg hende bonderøven, griner hun. Men jeg tror faktisk, at det giver noget særligt. Der er en langsommelighed og en fordybelse, som jeg har taget med mig fra Falster. En evne til ikke bare at haste ud i ting, men se dem fra flere sider. Det er sundt i en tid, hvor alt går ekstremt hurtigt.
Teateret blev et frirum
Heidis kreative rødder er solidt plantet på Falster. Som ung var hun tilknyttet teatermiljøet i Nykøbing, hvor hun arbejdede bag scenen, hjalp med kostumeskift og fik meget ansvar tidligt.
- Det var et sindssygt ansvar at give til et så ungt menneske. Men det var noget af det fedeste, jeg har prøvet. Jeg blev taget alvorligt - også selvom jeg kun var 16 år, fortæller hun.
Samtidig spillede hun musik i Østersøorkesteret, et ungdomsharmoniorkester, hvor hun var aktiv i seks år.
- Musikken lærte mig disciplin. At der er plads til alle, men også at man skal vide, hvornår man tager plads, og hvornår man giver den. Og at man ikke bare kan møde uforberedt op - for så bliver det hele noget juks.
Musikken fylder stadig i hendes arbejde i dag - også i "Seebach-timen", hvor den er med til at skabe forskellige stemninger og føre publikum ind i et andet univers.
Annonce
I prøvelokalet. Heidi C. Nielsen arbejder både som skuespiller og skabende kunstner. Privatfoto
Drømmen
Drømmen om teater og skuespil var der hele tiden. Men den blev ikke sagt højt med det samme.
- Det er jo en usikker branche. Og når man kommer fra Falster, kan der godt snige sig en tanke ind om, om man ikke burde finde noget mere sikkert, siger Heidi.
Alligevel var det netop somrene på Nykøbing Falster Teater, der gjorde det klart for hende, at det var her, hun hørte hjemme.
- På et tidspunkt opdagede jeg, at jeg var allermest interesseret i, hvordan skuespillerne og instruktøren arbejdede. Så vidste jeg godt, at nu blev jeg nødt til at gøre noget ved det.
Hun tog forbi Teaterhøjskolen Rødkilde på Møn, videre ind til teaterverdenen i København og kastede sig frygtløst ud i alt fra lys til scenografi - også selvom hun aldrig havde prøvet det før.
- Det var skønne år. Den dér tilgang med, at det har jeg ikke prøvet før - men det kan jeg sikkert godt finde ud af.
London
Et ophold i London blev et afgørende for Heidi. I storbyen arbejdede hun intensivt med Shakespeare, hvor hun lavede monologer og fordybede sig i stemme- og tekstarbejde - et ophold, hun beskriver som så inspirerende, at hun i flyveren hjem tænkte, at det var helt forkert at rejse fra London igen.
Hun søgte derfor ind på skuespillerskolen East 15 og blev optaget på en treårig uddannelse.
Annonce
- Jeg lærte en masse om disciplin, mod og frygtløshed. Og så lærte jeg at være iværksætter - at skrive, instruere, producere og skabe sine egne forestillinger.
Under uddannelsen var hun med til at danne sin egen teatertrup, hvor de skrev og producerede en forestilling, som kom på festivaler i England og senere blev taget med på turné.
Heidi C. Nielsen under et filmshoot. Privatfoto
Første manuskript som seksårig
At Heidi endte med at skrive dramatik, kom ikke ud af det blå.
- Jeg skrev mit første manuskript, da jeg var seks år. Jeg fik min far til at skrive det ned, og så opførte vi det i børnehaveklassen på skolen, fortæller hun.
Siden har hun skrevet manuskripter løbende, men det er først de senere år, at hun for alvor har skrevet med tanken om, at teksterne kunne leve på en scene.
- Jeg er en iværksætter-skuespiller. "Devising" fylder meget for mig - den dér skabertrang, hvor man i et prøverum finder frem til forestillingen sammen.
En historie om ventesorg - og Seebach-musik
Manuskriptet Seebach-timen handler om Freya, hvis verden bryder sammen, da hun bliver pårørende til en terminalt syg.
- Det handler om, hvordan man overlever, når sorgen rammer, og hvilke strategier vi tyr til, når livet gør ondt. Om ventesorg, skyld og det svære i at elske nogen, man ved, man snart skal miste, siger Heidi.
Annonce
Titlen er en direkte reference til sangeren Rasmus Seebach - og det ambivalente forhold hovedpersonen har til hans musik.
- "Seebach-timen" er det øjeblik, hvor Freya sætter Rasmus Seebach på anlægget og forsøger at glemme, at verden omkring hende er ved at falde sammen. Freya synes egentlig, at musikken er noget af det mest irriterende, der findes - men hun ender alligevel med at finde trøst i det.
Alvoren balanceres med humor i stykket.
Heidi er stolt over at stå i den landsdækkende manuskriptfinale. Privatfoto
- Der er en meget tynd linje mellem tragedie og komedie. Selv i de mest ekstreme situationer kan der opstå latter. Og det er også sådan, livet er.
Stolthed
Annonce
At stå i finalen er stort for Heidi - især fordi det er første gang, hun står helt alene med et manuskript.
- Jeg blev utrolig glad og utrolig stolt, da mit manuskript kom i finalen. Der er så mange dygtige dramatikere i Danmark. Det er en kæmpe anerkendelse.
Hun håber, at finalen kan åbne døre - uanset udfaldet.
- Teatersæsoner ligger langt fremme, men mit håb er at finde mennesker, jeg kan lave skøn teater sammen med.
Og måske lave teater hjemme på Falster?
Annonce
- At lave teater på Falster igen ville være fantastisk. Lokale historier, lokale samarbejder - det ville jeg elske.
Finalen i Dramatisk Debut livestreames søndag klokken 12.
Seneste artikler
Blodet fossede ud efter fald ved Biltema: Så dukkede "Pernille fra Væggerløse" op
Børn skal ikke pakkes ind i vat: I denne børnehave møder de verden, som verden er
Tricktyve udgav sig for at være fra Kræftens Bekæmpelse
Børns Vilkår advarer mod populært spil
Efter påsatte brande: Nu tager de konsekvensen
Mest læste artikler
Spisested på havnen genåbner: Håber at slå dørene op inden længe
Ledelse på skole er væk
Dobbelt vanvid: Porsche beslaglagt på Lolland
Stopper med at sælge brød: Laver bageri om til café
Kommune melder ulovligt hotel til politiet: Fortsatte efter påbud