Folketingsvalg 2026

Inger Støjberg var torsdag på besøg i Bangs Have i Maribo i forbindelse med folketingsvalget 2026. Foto: Esben Cronbach-Christensen

Inger Støjberg: Små skoler skal ikke lukkes på stribe

Danmarksdemokraternes formand besøgte Maribo og pegede på flere læger, færre skolelukninger og flere arbejdspladser uden for de store byer.

Offentliggjort

Inger Støjberg besøger Maribo med budskab om bedre vilkår i landområder

  • Inger Støjberg besøgte Bangs Have i Maribo for at diskutere Danmarksdemokraternes planer om at forbedre livet uden for de store byer ved at undgå skolelukninger og flytte flere statslige arbejdspladser til landområder.
  • Hun fremhævede også partiets forslag om at afskaffe SU-gælden for læger i provinsen og øge deres løn for at afhjælpe lægemanglen i landdistrikterne.

Der er stor forskel på land og by.

I landområderne falder boligpriserne flere steder, der mangler læger, og små skoler risikerer at lukke. I de større byer ser det helt anderledes ud – og på flere måder mere positivt.

Det er ikke nyt, at der er forskel på landområder, provinsen og de større byer. Men midt i valgkampen til folketingsvalget kan det være sværere at få øje på forskellene i partiernes bud på, hvad der skal gøres ved dem.

Der var fyldt til randen i lokalet i Bang Have, Maribo. Foto: Esben Cronbach-Christensen

Det vil Inger Støjberg

Når Inger Støjberg under valgkampen rejser rundt i landet, er det med budskabet om, at livet uden for de store byer skal gøres “nemmere og bedre”, at skolelukninger skal undgås, og at de såkaldte jernmarker skal droppes. Solcellerne skal op på tagene – “ikke på god landbrugsjord”.

Sådan lød det blandt andet, da partiformanden torsdag aften gæstede Bangs Have i Maribo.

Aftenen begyndte med en præsentation af flere lokale folketingskandidater, hvorefter Inger Støjberg selv tog ordet og fortalte om partiets politik.

Folketidende fangede efterfølgende Inger Støjberg til et interview.

Du vil gerne gøre livet bedre og nemmere uden for de store byer. Hvordan skal det konkret ske?

– Det handler om, at de helt basale velfærdsydelser skal være på plads: at man kan gå i folkeskole, tage en håndværkeruddannelse eller få en studenterhue, at man kan komme til læge, og at der er en ordentlig sundheds- og ældrepleje. Det er nogle helt basale ting, som skal være i orden. Vi betaler jo alle sammen skat, uanset hvor man bor i landet. Den slags er afgørende for, om man vil flytte fra eller til et område, siger hun.

Adspurgt, hvad Inger Støjberg konkret vil gøre for at føre Danmarksdemokraternes planer ud i livet, fremhæver hun, at partiet allerede har foreslået “rigtig mange ting” i denne valgperiode.

Ifølge partiformanden er der oprettet 10.000 nye statslige arbejdspladser, siden man begyndte at tale om at flytte dem ud i landet. Hun mener, at man kan starte med netop at rykke flere arbejdspladser ud.

– Og det er ikke, fordi man kan drive en hel egn på statslige arbejdspladser, men det er et rigtig godt supplement. Og så var vi faktisk med til at redde de små gymnasier rundt omkring ved simpelthen at ændre reglerne for tildeling af penge til gymnasierne, siger hun.

Hun tilføjer, at partiet vil afskaffe SU-gælden for læger, der tager arbejde i provinsen, for at afhjælpe manglen på læger i landområderne. Desuden ønsker partiet, at læger i landdistrikter aflønnes efter en højere tarif.

Aftenen startede med fællessang. Senere kunne man vinde en airfryer - Støjberg selv kalder Danmarksdemokraterne for Danmarks airfryer-parti. Foto: Esben Cronbach-Christensen

Ud i kommunerne

Danmarksdemokraterne fik et ganske godt valg ved kommunalvalget i 2025. Det var partiets første kommunalvalg, og blandt andet i Lolland Kommune lykkedes det at hente et stort antal stemmer. Partiet fik endda et mandat mere, end det havde opstillet kandidater til.

Det gode valgresultat betyder, at Danmarksdemokraterne nu er repræsenteret i byråd i adskillige kommuner landet over.

Inger Støjberg fortæller, at partiets mange byrådsmedlemmer skal være med til at føre den politik ud i livet, som partiet ønsker gennemført.

Hvordan vil du forhindre skolelukninger?

– Det er vores kommunalbestyrelsesmedlemmer – det er jo en prioritering, men det er jo også et spørgsmål om, at man står ved det, man har sagt op til et valg. Og så må man prioritere efter det. Så vores kommunalbestyrelsesmedlemmer vil være hammerende bevidste om netop ikke at nedlægge skoler på stribe. Jeg er med på, at der er steder, hvor der kan være for få elever til, at man kan drive en skole. Men rigtig mange steder kan man faktisk bevare de små skoler, hvis det er noget, man prioriterer.

Man kan jo sørge for så og så meget i en kommunalbestyrelse, men noget skal jo også ske fra et lidt højere niveau. Hvad vil I gøre fra Christiansborg for at mindske risikoen for skolelukninger – eller redde nogle skoler i landdistrikterne især?

– Det er ved at prioritere dem. Både kommunalt, men jeg tror også, at vi kommer til at kigge på en udligningsreform inden alt for længe. Og det, der er med udligningsreformer, er jo, at det er et nøjsomt spil, siger Inger Støjberg.

Hun fortæller, at det er forhandlinger, som hurtigt kan blive tunge. De rigere kommuner vil gerne betale mindre, og de fattigere kommuner vil gerne have mere.

– Så alle bliver altid skuffede i sådan en udligningsreform, siger hun.

– Men det ændrer ikke på, at jeg faktisk synes, balancen i Danmark er ved at være så skæv, at man er nødt til igen at kigge på en udligningsreform. Og det håber jeg, man kommer til i den her folketingsperiode, vi nu går ind i. Det tror jeg ganske enkelt er nødvendigt, fordi der er rigtig mange kommuner, som er pressede.

Inger Støjberg skal de næste uger rejse landet tyndt i en stor, blå bus med Danmarksdemokraternes logo på siden. Foto: Esben Cronbach-Christensen