Guldborgsund

I de nye værker trækker John Kørner på både konkrete minder og stemninger fra sin opvækst. Foto: Ingrid Riis

John Kørner vender hjem til Lolland i ny udstilling

Med Laguna Lolland vender billedkunstner John Kørner tilbage til barndommens landskaber og minder fra Onsevig i en ny udstilling på Fuglsang Kunstmuseum.

Offentliggjort

John Kørner vender hjem med Laguna Lolland

  • John Kørners nye udstilling Laguna Lolland er åbnet på Fuglsang Kunstmuseum. Kunstneren vender tilbage til minder fra barndommen i Onsevig, hvor hans forældre drev kro.
  • Værkerne rummer blandt andet havne, Fejøs Cox Orange-æbler og lollandske veje mod horisonten. Udstillingen kan ses frem til 11. april 2027.

Barndommens Lolland, stjernehimlen over Onsevig og lange veje mod horisonten er blandt motiverne i John Kørners nye udstilling "Laguna Lolland", som torsdag åbnede på Fuglsang Kunstmuseum.

Den anerkendte billedkunstner voksede op i Onsevig, hvor hans forældre drev kro, og med udstillingen vender han tilbage til den egn, der har sat tydelige spor i hans kunst.

Publikum møder blandt andet havnemiljøer, Cox Orange-æbler fra Fejø, cocktails ved poolen og åbne landskaber med veje, der strækker sig mod horisonten. Foto: Ingrid Riis

Museumsdirektør Anna Schram Vejlby bød ved ferniseringen velkommen til det, hun beskrev som ”en slags hjemvendt lollandsk søn”.

I de nye værker trækker John Kørner på både konkrete minder og stemninger fra sin opvækst. Publikum møder blandt andet havnemiljøer, Cox Orange-æbler fra Fejø, cocktails ved poolen og åbne landskaber med veje, der strækker sig mod horisonten.

Objekter over Onsevig

Også et mere usædvanligt barndomsminde har fundet vej ind i udstillingen.

Som ung oplevede John Kørner to uidentificerede objekter på himlen over Onsevig. Det minde er blevet omsat til et stort vægmaleri, hvor besøgende kan bevæge sig op ad en rød stige mod et svævende rumskib.

Ved åbningen fortalte kunstneren selv, at arbejdet med udstillingen havde gjort det tydeligt for ham, hvor stor betydning det lollandske landskab har haft for hans kunst gennem årene.

"Laguna Lolland" kan opleves på Fuglsang Kunstmuseum frem til 11. april 2027. Foto: Ingrid Riis

- Oppe i mit hoved fungerer jeg stadig rigtig godt på Lolland, sagde John Kørner som afslutning på sin tale.

Særlige Kørner-øl

294 gæster deltog i ferniseringen og fik som de første mulighed for at se de nye værker.

I forbindelse med udstillingen har Krenkerup Bryggeri iøvrigt leveret øl med særlige Kørner-etiketter. Gæsterne kunne blandt andet vælge mellem en ”Kølig Kørner” og den alkoholfri ”Kørende Kørner”.

"Laguna Lolland" kan opleves på Fuglsang Kunstmuseum frem til 11. april 2027.

294 gæster deltog i ferniseringen og fik som de første mulighed for at se de nye værker. Foto: Ingrid Riis