Folketingsvalg 2026

Fra Venstre: Bob Richard Nielsen (Æ) og Kasper Roug (A) melder fælles ud, at de ønsker en udvidelse af E55. Privatfoto

Kasper og Bob vil udvide meget omtalt hovedvej

Diskussionen om E55 er i sig selv ikke ny, og det er forslaget om en udvidelse af vejen egentlig heller ikke. Men de to kandidater til Folketinget Kasper Roug (A) og Bob Richard Nielsen (Æ) vil sætte skub på for en udvidelse.

Offentliggjort Sidst opdateret

Nu har vi svar på, hvor langt Socialdemokratiet og Danmarksdemokraterne kan strække sig for at nå til enighed.

Lokalpolitikere presser på for udvidelse af E55

  • Socialdemokratiet og Danmarksdemokraterne samarbejder om at udvide E55 fra Nykøbing til Eskilstrup for at forbedre trafikforholdene.
  • Kasper Roug og Bob Richard Nielsen mener, at flere lokale politikere på Christiansborg kan sikre vejens udvidelse og dermed forbedre pendlerforholdene på Lolland-Falster.

9,4 kilometers vej bringer lokale kandidater fra de to partier sammen: strækningen E55 fra Nykøbing i syd til Eskilstrup og Sydmotorvejen i nord skal udvides, mener de.

Kasper Roug (A) og Bob Richard Nielsen (Æ) vil forbedre hovedpulsåren mellem Nykøbing og Sydmotorvejen, som længe har været omdiskuteret og kritiseret for lange køer, der langsomt bevæger sig op og ned ad vejen.

Lang vej, lang historie

Løsningsforslag har der været nok af for den vigtige vej, der på de travleste tidspunkter af dagen nærmer sig sin maksimale kapacitet. Det har fået Vejdirektoratet til at undersøge, hvordan man bedre kan afvikle trafikken på strækningen.

Vejdirektoratet har i undersøgelser af vejen og området omkring den skitseret flere mulige løsningsforslag. Blandt dem fremgår flere idéer om en udvidelse af vejen blev dog lagt til side for i stedet at ombygge to lyskryds på strækningen.

Men det er altså ikke nok, og de to kandidater vil med deres fælles udmelding om vejens udvidelse sætte fokus på, at flere lokale kandidater kan opnå mere end én.

– Intentionen er fortællingen om, at vi mangler flere fra Lolland-Falster på Christiansborg, så vi kan få noget gennemslagskraft, siger Bob Richard Nielsen.

På netop denne strækning fandt de to fælles fodslag, og besluttede derfor, at det skulle blive deres fælles udspil for lokalområdet.

– Kasper arbejder som en hest og for tre personer, men vi kan komme meget længere, hvis han havde nogle kolleger, der sad derinde. Gerne fra hver sin side af blokken. Det vil kunne fremme vores muligheder på Lolland-Falster, siger han.

I denne sag er de to politikere helt på bølgelængde.

– Det er et tegn på, at vi skal arbejde på tværs af partier. Han er fra et helt andet borgerligt parti end mig, siger Kasper Roug.

– Jeg har et godt samarbejde med Bob. Relationer er bare vigtigt i politik, så vi skal være indstillede på, at man ser sine politikere som nogen, der skal samarbejde. Der er ikke plads til stærke ideologiske krigere på sådan nogle lokalsager som det her.

Nødvendig udvidelse

Lyskrydsene i sig selv vil ikke løse de trafikale udfordringer på E55, mener de begge. Kasper Roug fortæller, at han allerede ved trafikforliget i 2020 klart havde forventet, at E55 skulle med på plakaten, så en reel udvidelse af vejen kunne realiseres.

Men sådan gik det som bekendt ikke dengang. Nu håber Kasper Roug og Bob Richard Nielsen, at flere lokale politikere i Folketinget kan forbedre vejens chancer for at blive inkluderet i et nyt trafikforlig og opnå en udvidelse.

Regnestykket for vejen kan reduceres til, at to politikere måske bliver lig med to plus ét spor. En 2+1 løsning for vejen har før været på tale, muligvis i kombination med firesporede vejstrækninger, hvor det kan give mening.

Bob Richard Nielsen og Kasper Roug lægger sig ikke fast på én bestemt løsning, men appellerer til, at en udvidelse er nødvendig.

– E55 er en vital vej for hele Nykøbing Falster som pendlersted nummer ét. Hvis man kommer nordfra eller skal nordpå, så skal man ind på den strækning.