Dagens vejr på øerne

Mandag kan blive en meget hvid dag. (Arkivfoto).

Kommune advarer: Veje kan blive lukket 

I Lolland Kommune forbereder man sig på den mulige snestorm.

Offentliggjort Sidst opdateret

I Lolland Kommune følger leder af Vej og Park, Kjeld Jensen, og resten af Vej og Park intensivt med i vejudviklingen. Som Lolland Kommune plejer i sådanne situationer, står al grejet klar, hvis behovet melder sig. 

– Det ser lige nu ud til, at der kommer tung sne. Vi håber på, det kommer og bliver liggende, så vi ikke får så meget fygning, siger Kjeld Jensen.

Allerede søndag var Vej og Park i gang med saltningen. Tre gange på 24 timer har medarbejderne saltet de største kommunale veje, såkaldte klasse 1-veje. 

Også klasse 2-vejene er blevet saltet præventivt, fortæller lederen af Vej og Park.

DMI har nemlig varslet, at fra mandag klokken 8 til tirsdag morgen forventes en snestorm. Vinden vil i perioden være på 10 - 15m/s fra nordøst. Der vil også kunne falde mellem 10 og 15 cm sne på 6 timer og sammenlagt 10-20 cm i varslingsperioden.

Opfordringen

Kjeld Jensen opfordrer til, at borgerne følger de samme råd, som Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi tidligere på morgenen også kom med.

Man skal køre efter forholdene, sørge for at have det rigtige udstyr i bilen, som varmt tæppe og sneskovl, og vinterdæk på bilen.

Hvis vejrudsigten holder stik, vil veje i Lolland Kommune være lukkede. Derfor opfordrer Kjeld Jensen også til, at man, hvis muligt, enten kører på Vejdirektoratets veje eller på kommunens klasse 1-veje. 

Det vil ifølge ham være de veje, der er mest farbare.

Følg med i Folketidendes liveblog om snevejret her.