Blå blink

Toldstyrelsen opdagede torsdag eftermiddag, at en mand havde en bøtte mistænkelige vingummier på sig. Foto: Arkivbillede.

Kontrol gav pote: Fandt mistænkelige vingummier og hash-kage

Torsdag eftermiddag gjorde Toldstyrelsen sig et mærkværdigt fund i Nørre Alslev.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det var en varieret palette af fund, der i går blev gjort i Nørre Alslev i forbindelse med en kontrol af en fjernbus.

Toldstyrelsen opdagede, at en 35-årig indisk mand havde en bøtte vingummier, som mistænkes for at indeholde ulovlige stoffer, samt en hashkage på sig.

Det førte til, at manden torsdag eftermiddag blev anholdt og sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Manden fik en bøde på 2.000 kroner og er fortsat anholdt, mens hans sag undersøges af udlændingemyndighederne.

Kun to minutter efter anholdelsen blev en 20-årig marokkansk mand også sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, efter der blev fundet 2,52 gram skunk, 0,58 gram hash og to ecstasypiller på ham. Han er fortsat anholdt.

Mulig udvisning

Og få timer tidligere — klokken 10.07 — blev en 24-årig tyrkisk mand anholdt, efter toldstyrelsen under en indrejsekontrol af en anden fjernbus, opdagede, at den 24-årge ingen rejsehjemmel havde. 

Manden kunne hverken vise pas eller opholdstilladelse og blev derfor anholdt og sigtet for overtrædelse af udlændingeloven. 

Han står til at få en bøde på 3.000 kroner.

Sagen er givet til Udlændingestyrelsen, som skal beslutte, om manden skal udvises. 

Det beretter Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten.