Guldborgsund

Kun halvvejs i uddannelsen: 18-årige Lars er udtaget som Danmarks eneste til EM

Lars Corneliussen har altid villet være tømrer. Nu skal han repræsentere Danmark i kampen om at blive Europas bedste tømrerlærling.

Lars Corneliussen skal deltage i den hidtil største EuroSkills-konkurrence målt på antallet af konkurrerende faglærte. 600 unge skal deltage. Foto: Rikke Folm Berg
Offentliggjort

Lars Corneliussen er kun halvvejs i sin fire år lange uddannelse til tømrer, men han er allerede langt dygtigere end de fleste. 

Kort om EuroSKills 2025:

Danmark har udtaget 43 lærlinge, som har har alle leveret toppræstationer ved nationale konkurrencer i hvert deres fag. De udgør en elite inden for faglært arbejde. 

Til EuroSkills skal de dyste mod mere end 600 faglærte fra 32 europæiske lande.

EuroSkills 2025 bliver holdt i Herning 9.-13. september.

Faktisk er den 18-årige unge mand fra Væggerløse så talentfuld, at han som den eneste tømrerlærling i Danmark er blevet udtaget til EuroSkills 2025, hvor han skal dyste mod tømrerlærlinge fra hele Europa. Bag sig har han to andenpladser, vundet to år i træk til DM i Skills, som viser, at han kan lave et godt resultat flere gange i træk, og at han har en enestående dedikation. 

Det har nu bragt ham til EM.

- Det føles jo lidt mærkeligt at være så langt i konkurrencen, men samtidig være så kort inde i uddannelsen, siger Lars Corneliussen.

- Men det viser også, at jeg godt kan finde ud af det, jeg laver. Det er jo betryggende, tilføjer han.

Knokler på i timevis

Han oplever, at udtagelsen forpligter og får ham til at gøre sig ekstra umage over for lærere, mester, kollegaer og kunder. 

- Jeg vil vise, at jeg er den bedste hele tiden, siger han.

Han knokler også på i timevis efter skoletid i værkstedet på Celf i Nykøbing for at træne op til konkurrencen. Den bliver afholdt i Danmark, nærmere bestemt i Herning, til september.

- Jeg træner at arbejde under tidspres med opgaverne.

Lars Corneliussen har taget fat på en intensiv træningstid, hvor han finpudser sine teknikker. Foto: Rikke Folm Berg

Til EuroSkills har han 22 timer til at løse en opgave. 

- Så der skal fart på, siger han.

Er vokset op med spåner omkring sig

Det er dog ikke nyt, at han bruger en god bid af sin fritid på at måle, save og skrue. 

- Jeg har igennem hele mit liv været meget glad for at bruge hænderne og arbejde med træ.

Han er derfor vokset op med spåner omkring sig. Som barn lånte han sin fars håndsav og hammer, så han kunne lave træsværd med kammeraterne. Han har også bygget borde- og bænkesæt sammen med sin farfar.

- Jeg kan lide at se konkrete resultater af mit arbejde. Der har tømrerfaget, været det perfekte for mig, siger han.