Glade børn i træningstøj løber frem mod springmadrassen,
hvor to instruktører tager imod dem, mens de ruller rundt og lander. Det er
onsdag aften i gymnastiksalen på landsbyens skole, Østofte Landsbyordning, der
ligger på Vestlolland.
- Det er sjovt det hele, siger Sofia, Holly, Oscar, Victoria
og Sascha i kor, da de i to minutter indvilliger i at holde en lille pause fra kolbøtter
og saltoer for at fortælle om springmix for 0.-2. klasse.
Det er Østofte Gymnastik & Idrætsforening, Østofte
G.I.F., der står for træningen.
Louise Jacobsen er formand for gymnastik ”grenen” i Østofte G.I.F. Foto: Eva Højrup
- Det er nogle dejlige unger, og vi har masser af sjov og
ballade, fortæller Lærke Rasmussen, der er en af instruktørerne på
springmix-holdet og bor i Østofte.
- Vi har et godt fællesskab her i foreningen. Det er en god
måde at lære hinanden at kende på her i byen, siger hun.
Annonce
Mens børnene springer videre i baggrunden, fortæller Louise
Jacobsen om foreningens arbejde.
Hun har været gymnastikinstruktør gennem 11
år, og i seks år har hun været formand for gymnastik ”grenen” i Østofte G.I.F.
Hvem er vi på Lolland og Falster?
Det forsøger Folketidende at finde et svar på med vores nye
serie ”Vores Lolland-Falster”.
Vi har talt med mennesker i alle aldre her på
øerne om deres livssituation, om uligheder og fællesskaber og om hvad de hver
især brænder for.
Hvis du kender en ildsjæl, som løfter Lolland-Falster eller
har dit eget bud på, hvad der binder os sammen, så skriv til os på tip@folketidende.dk
- Det betyder meget at have foreningen. Det er fællesskab, og
det er meningsfyldte aktiviteter. Vi kan mødes og samles og få rørt os. Alle
uanset alder, højde og drøjde kan være en del af noget og have et sted at høre
til, det er hele drivkraften, fortæller hun.
Kræver arbejde at holde liv i det
I dag har Østofte Gymnastik- og Idrætsforening
rulleskøjtehold, senioridræt, springmix, forældre/barn puslinge, løbehold, badminton
og CrossGym. Nogle aktiviteter foregår i Østoftehallen, andre på byens skole,
der hedder Østofte Landsbyordning. Det hele bliver drevet af ildsjæle.
- Det er jo et arbejde at skulle holde fast i det og holde
liv i det. Det er ikke nogen hemmelighed for sådan et lille lokalsamfund som
Østofte og Nørreballe. Der ligger noget arbejde bag, og det kræver nogle
supergode frivillige til at holde det i live. Heldigvis oser her af fællesskab
– og folk er rigtig gode til at bakke op, siger Louise Jacobsen.
Børnene til springmix har en fest og får slået masser af både kolbøtter og saltoer i gymnastiksalen på Østofte Landsbyordning. Foto: Eva Højrup
Østofte Gymnastik- og Idrætsforening har historiske rødder
I starten af 1900-tallet var der tre foreninger i sognet for ungdommen.
I 1945 blev kræfterne samlet i én forening: Østofte Gymnastik- og Idrætsforening.
Borgerne i landsbyerne Østofte og Nørreballe har selv samlet ind til Østoftehallen og til cafeteriet i hallen. I dag har Østofte Gymnastik- og Idrætsforening en støtteforening, ØHC, der også støtter byens håndboldforening ØHH.
Foreningen får driftstilskud fra Lolland Kommune.
For et år siden trak grå skyer dog hen over det lille
lokalsamfund. Byrådet bebudede besparelser og indførelse af en ny halstruktur i
kommunen. For Østofte G.I.F. betød det bl.a. udgifter til leje af hallen ved
det årlige loppemarked, at de selv skulle betale for rengøring og
vedligeholdelse af faciliteterne.
De bebudede besparelser blev dog trukket tilbage, og der er
endnu ikke kommet nogen udmelding fra den nye kommunalbestyrelse, der er
tiltrådt 1. januar i år, om eventuelle andre tiltag og besparelser.
- Vi har været heldige. Det er tilbage hos kommunen, og det
er vi lettede over, fortæller Louise Jacobsen.
Bekymring i baghovedet
Annonce
Alligevel tør foreningens bestyrelse ikke at sænke skuldrene
helt:
- Hallen og skolen kører, og vi kan være her og har vores
faciliteter. Men når man er et lille lokalsamfund, kan man ikke lade være med
at have en lille bekymring i baghovedet om kommunens sparekataloger. Hvad er
det næste, der kan komme på dagsordenen og i søgelyset, og som der skal spares
på, siger Louise Jacobsen.