Guldborgsund

Mødet med andres historier fik Anne til at grine midt i sorgen

Et tilbud om en sorgcafé har mødt meget stor opbakning ved Nordre Kirke, og i den kommende uge indledes derfor en række af nye caféer. Anne Fjord, som mistede sin mand juleaften sidste år, fortæller her, hvorfor de er så vigtige. 

Man kan møde sognepræst Lill Arendt (th) og to lokale psykoterapeuter, når de åbner dørene for fire helt nye sorgcaféer fra tirsdag 10. juni. Det finder sted ved Nordre Salen ved siden af Nordre Kirke.
Offentliggjort

Sorg er en mærkelig størrelse. Den viser sig ofte, når man har mistet, men den kan også opstå i andre situationer. For eksempel hvis man står i en skilsmisse, eller hvis man er forælder til et eller flere børn med en diagnose. 

Uanset hvilken sorg man står i, er man velkommen ved de kommende fire sorgcaféer i Nordresalen ved Nordre Kirke. Det valgte et stort antal mennesker at gøre ved det seneste forløb, som netop er afsluttet.  

Hvis du er i sorg

Du kan kontakte Sorglinjen, hvis du er over 13 år – uanset hvilken relation du har til den, du har mistet, eller til den, der er syg. 

Alle de frivillige har selv oplevet at miste og ved, hvordan det kan føles.

 Du kan ringe eller skrive til dem anonymt – hver aften mellem klokken 17 og 21. Du er ikke alene.

Telefon:  Ring til 70 20 99 03

Med hjælp fra de to to psykoterapeuter Anette Zacho Laursen og Camille Henningsen samt sognepræst Lill Arendt mødte de sig selv på ny ved at spejle sig i andre. Og det var enormt vigtigt at høre de andres sorghistorier, forklarer Anne Fjord. 

Hun mistede juleaften 2024 sin mand til kræft og har siden arbejdet på at finde sig selv igen. Og finde ud af, hvem hun er i en verden uden ham. 

- Det har hjulpet mig at høre historier, der var værre end min egen. For de er der også. Alle i det her rum er i samme båd, og det gør det nemt at føle sig tryg. Og tryghed skaber ærlighed, forklarer hun. 

Igennem de seneste måneder har hun oplevet at skulle modellere sine følelser, og hun har løst små opgaver undervejs. Som at finde et stykke musik, der er vigtigt for hende. At finde et billede. Og at skrive et brev til sin mand. 

- Jeg oplever, at vi er blevet mere robuste. Og jeg har lært, at sorgen ikke bliver mindre. Men jeg bliver stærkere til at bære den. 

Er ikke alene om sorgen

Inde i os mennesker findes en livskraft, og det er den, der får folk til at trodse sorgen og møde op, forklarer Camille Henningsen.

- Man må gerne sidde i sit hjem og være ked af det. Men det er vigtigt at være bevidst om, at når man er alene, får man ikke input udefra. Derfor er vi her. Ofte kan man heller ikke blive mere ked af det. For man har allerede mistet, siger Camille Henningsen. 

- Det vigtige ved at tale om sorgen er at finde ud af, at vi ikke er alene. Her kan vi hjælpe hinanden med at mærke livet. Samtidig vil vi enormt gerne hjælpe med at italesætte de svære ting. For det er vigtigt at huske, at sorg har mange ansigter, supplerer Anette Zacho Laursen.  

Fakta

Sorgcafé: For alle der har mistet. Cafeen indledes hver gang med et oplæg som inspiration til samtalerne bagefter i små grupper. 

10. juni: "Du skal ikke undskylde - og hav tålmodighed med dig selv". 

8. juli: Pas godt på dig selv og øv dig i at bede om hjælp. 

5. august: Taknemmelighed. Besøg af Jan Riis, der taler om taknemmelighed. 

3. september: Kom godt igennem højtider og mærkedage. 

Det er gratis. Værterne byder på te, kaffe og kage, og derfor er tilmelding nødvendig. 

Det kan ske til Lill Arendt på liah@km.dk eller 5180 0083. 

Anne Fjord oplevede flere gange undervejs, at hun begyndte at grine. Hun var ikke mindre i sorg af at mødes med andre, men det har givet hende noget nyt at tænke på. 

Derfor har hun også taget initiativ til en vandretur sammen med den lokale præst Lill Arendt samt sognepræst Charlotte Kristensen Heide fra Mors. Hun står bag Camorsoen, en jysk udgave af Caminoen, og bruger den som redskab til sorgarbejde. 

- Jeg har fået mange nye bekendtskaber her, og jeg er blevet bevidst om, at jo hurtigere vi er til at tale om sorgen, jo hurtigere kommer vi måske også ud af den. 

Vandreturen skal i første omgang kunne klares på en dag og kommer til at finde sted 11. juli klokken 10.00 på Falster. Ønsker man at deltage, kan man kontakte Anne Fjord på nummeret 61754164 for flere oplysninger. Hun understreger, at der er plads til alle.