Efterårsferie

Hver femte har ifølge en analyse foretaget for Dansk Erhverv planer om at besøge museer eller dyreparker i efterårsferien. På billedet ses Moesgaard Museum i Aarhus i maj 2020. (Arkivfoto).

Museer og dyreparker er danskernes foretrukne mål i efterårsferien

Mere end halvdelen af befolkningen holder efterårsferie i uge 42, og de fleste ferierer i Danmark.

58 procent af danskerne holder efterårsferie i uge 42, og knap halvdelen af dem - 45 procent - tilbringer ferien herhjemme.

Det viser en spørgeundersøgelse, som analysebureauet Norstat har foretaget for Dansk Erhverv blandt 1.012 personer i Danmark.

Hver femte af dem, der tilbringer ferien i Danmark, har planer om at besøge museer eller dyreparker i ferien.

Det kommer virksomheder inden for turisme og oplevelsesindustrien til gode, lyder det fra fagchef for kultur Michael Folmer Wessman, Dansk Erhverv.

- Efterårsferien er for mange lig med familietid, men det er også oplevelsestid. Og det er virkelig glædeligt, at danskerne prioriterer at bruge efterårsferien på gode kulturoplevelser, siger han i en pressemeddelelse.

Museer og dyreparker efterfølges af historiske attraktioner, forlystelsesparker og badelande som de mest efterspurgte aktiviteter i ferien.

Der er dog ikke alle, der har planer i kalenderen.

35 procent svarer således, at de ikke har nogen planer om at besøge attraktioner eller opsøge kulturoplevelser i efterårsferien.

Mens knap hver anden af de ferierende danskere holder ferien herhjemme, drager hver sjette - 16 procent - på ferie i udlandet.

Knap halvdelen af dem - 44 procent - har valgt destinationer i Sydeuropa. 18 procent svarer, at de forventer at rejse til Norden.

Undersøgelsen er gennemført i september 2026 blandt et repræsentativt udsnit af den danske befolkning på 18 år og derover.

RITZAU