NFH

Maja Magnussen blev topscorer for NFH. Arkivfoto: NFH

NFH storsejrede trods skadesdrama

To fødselarer fik vidt forskellige aftener i Spar Nord Boxen, hvor en afløser fra bænken endte med at stjæle rampelyset.

Offentliggjort Sidst opdateret

Foran godt 1.800 tilskuere fik NFH en vanskelig begyndelse, da HØJ Elite onsdag aften besøgte Spar Nord Boxen i Nykøbing.

Kampen kort

NFH – HØJ Elite: 30-19 (13-8)

Målscorere, NFH: Maja Magnussen 8 (1), Alberte Hovgaard-Hansen 7, Clara Lerby 5 (1), Marita Mortensen 3, Nanna Hinnerfeldt 2, Isabelle Rydén 2, Andrea Nørklit Jørgensen 1, Mia Svele 1, Kristina "Mulle" Kristiansen 1.

HØJ Elite: Nina Dano 6 (4), Trine Elise Wacker Mortensen 4, Anne Cathrine Delfs Lundbye 2, Filippa Nedovic Larsen 2, Julie Groth Persson 1, Lea Plambeck Florin 1, Emma Ejrup Navne 1, Marte Sirén Figenschau 1, Ida Gullberg 1.

Udvisninger: NFH: 5. HØJ Elite: 3.

Dommere: Nichlas Nygaard og Jonas Primdahl.

Tilskuere: 1.812 i Spar Nord Boxen

Gæsterne bragte sig foran 3-0, og noget usædvanligt skulle kampuret helt frem til 6:36, før NFH for første gang fik scoret. Herefter vendte kampbilledet sig, og falstringerne scorede også de næste fem mål og var pludselig foran 6-3.

I sidste ende var der ingen tvivl om resultatet. Foran 13-8 ved pausen kørte NFH videre og storsejrede med 30-19 over de nordsjællandske gæster.

Fødselsdagsbarn skadet

Der kom dog et stort skår i glæden.

Undervejs måtte NFH se målvogter Anne Christine Bossen udgå, efter hun trådte forkert ned. I store smerter blev hun båret fra banen og ud af hallen - på sin 23-års fødselsdag.

Lige så galt gik det ikke for en anden fødselar, cheftræner Niels Agesen, der på sin 50-års fødselsdag kunne se en markant reaktion fra både spillere og publikum oven på den ærgerlige skade til målvogteren.

I stedet kom Andrea Nørklit Jørgensen ind i buret og gjorde særdeles god figur.

Med en redningsprocent på hele 45 og en scoring oven i hatten endte hun med at blive kåret til kampens spiller

I angrebet blev Maja Magnussen NFH’s topscorer med otte mål, mens Alberte Hovgaard-Hansen scorede syv gange. Clara Lerby fulgte efter med fem scoringer.

Næste opgave for NFH bliver på søndag, når holdet drager til Kroatien for at møde Podravka i Champions League.