Sydhavsøernes Jul

Fra klokken 12 til 15.45 kan både børn og voksne slippe fantasien løs i en række værksteder. Foto: Kulturfabrikken

Nisser, knyt og kakao på Kulturfabrikken

Kom til et alternativt julemarked med gratis aktiviteter, workshops og julestemning.

Offentliggjort

Kulturfabrikken slår dørene op til årets hyggeligste julearrangement, når Jul på Fabrikken afholdes lørdag 13. december fra klokken 12 til 16. Dagen byder på et væld af kreative aktiviteter, varme fællesskabsoplevelser og masser af julestemning – helt gratis, bortset fra mad og drikke.

Fra klokken 12 til 15.45 kan både børn og voksne slippe fantasien løs i en række værksteder. Her kan man blandt andet lave engle, julestjerner, træophæng, drivtømmernisser, læderposer og knytarbejder. For de mindste er der maling ved staffeli, så alle kan være med uanset alder og erfaring.

I caféen og den store koncertsal kan gæsterne købe æbleskiver, varm kakao og kolde drikke, mens årets volontører, Hanna og Lily, serverer julespecialiteter fra Belgien og Tyskland.

Måske der også skal produceres et par julegaver? Foto: Kulturfabrikken

Hele eftermiddagen er der også mulighed for at få taget årets julefoto, prøve kræfter med den populære julesnegle-quiz eller hænge et ønske for det nye år på Kulturfabrikkens alternative juletræ.

Dagen afsluttes klokken 15.45 med fællessang, hvor alle inviteres til at runde arrangementet af sammen. 

Kulturfabrikken glæder sig til at byde både nye og kendte ansigter velkommen til en dag i hjerterum, hygge og kreativt julefællesskab.

Oplev julen på Sydhavsøerne