Sundhed

Nu åbnes pengekassen: Milliongulerod skal lokke nye læger til

Nye tilskudsordninger fra regionen skal hjælpe unge læger med at etablere egen praksis - og fastholde de ældre læger. 

Når en speciallæge i almen medicin har besluttet sig for at åbne en klinik i en af regionens ni hårdt trængte områder, så kan man søge om en økonomisk gulerod. En slags starthjælp, lyder det fra Region Sjælland. Foto: Region Sjælland
Offentliggjort

Hvordan bliver det mere attraktivt for læger at åbne egen klinik i en kommune som Lolland eller Falster, hvor behovet er stort? 

Det har politikerne i Region Sjælland nu et bud på. Og det handler om penge. 

Speciallæger i almen medicin kan nu søge om økonomisk støtte, hvis de vælger at åbne en ny lægepraksis i ni af regionens 17 kommuner. En støtte, der går op til 1.250.000 kroner per ny praktiserende læge.

Trine Birk Andersen (S) har som formand for Region Sjælland sat som mål, at der ved udgangen af 2026 skal være mindst 56 praktiserende læger i regionen. Foto: Region Sjælland

Det skriver Region Sjælland i en pressemeddelelse. 

- Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at få flere praktiserende læger. Jeg håber, at denne økonomiske gulerod er med til at overbevise dem, der overvejer at blive praktiserende læge i Region Sjælland. Målet er flere praktiserende læger, som står klar, når behovet er der. Det handler i sidste ende om borgernes liv og sundhed, siger regionsrådsformand Trine Birk Andersen (S).

De eksisterende klinikker i de ni kommuner, som udvider med en eller flere læger, kan også få del i tilskuddet. Det gives dels for at dække udgifterne til etablering eller udvidelse af en klinik. Dels for at hjælpe nye læger med færre end 1.100 patienter. 

I budgetaftalen for det kommende år har politikerne sat en ambition om at nå op på 56 praktiserende læger i Region Sjælland inden udgangen af 2026. 

Muligheden for økonomisk støtte er det seneste af flere rekrutteringsinitiativer for at indfri den politiske målsætning. Det kommer i forlængelse af nye transportordninger til regionens lægedækningstruede områder. I sidste uge rullede den første bus fra København til Lolland, og senere følger ruter fra hovedstadsområdet til blandt andet Kalundborg og Odsherred.

Dertil kommet et nyt ultralydsprojekt, som skal give nye faglige udfordringer for læger i almen praksis. Dertil ønsker regionen at hjælpe læger, som har overtaget en eksisterende klinik, med at komme godt i gang.

Overblik over tilskud til nye og eksisterende læger

Minimumsbasishonorar – lægernes indtjening afhænger særligt af, at de har patienter i klinikken, og derfor er det en større risiko ved at åbne en ny klinik eller udvide sin praksis med en yderligere såkaldt 0-kapacitet (uden patienter), end det er at overtage en eksisterende klinik med patienter. Region Sjælland vil derfor i 2026 støtte nye læger, så de er sikret et månedligt basishonorar svarende til 1.100 patienter.

Tilskud til etableringsudgifter – bygger man for eksempel nyt, eller bygger man ud for at få plads til en eller flere læger i en ny eller eksisterende praksis, kan det være dyrt. Region Sjælland vil give kompensation efter regning til lægernes udgifter.

Tilskud til nuværende læger – læger vil modtage et kontant tilskud for at fastholde, hvor mange patienter, de har plads til i deres klinik, selvom de med nye minimumspatienttal har mulighed for at gå ned i patienttal.

Tilskud til ældre læger – for at fastholde seniorlæger, vil Region Sjælland give tilskud til lægeklinikker med læger over 63 år: 24.000 kr. i fjerde kvartal 2025 og 56.000 kr. i fjerde kvartal 2026.

Alle tilskud gives i ni af regionens 17 kommuner, da det er her, lægedækningen er mest udfordret. De ni kommuner er:

  • Kalundborg
  • Næstved
  • Guldborgsund
  • Odsherred
  • Slagelse
  • Vordingborg
  • Lolland
  • Greve
  • Stevns

Kilde: Region Sjælland

- Vi kommer til at gå langt for at få de praktiserende læger, der er, derhen hvor behovet er størst. Samtidig er det vigtigt, at de kommende læger ved, at det gode lægeliv også er muligt at få i Region Sjælland, siger Trine Birk Andersen.

Susanne Lundvald (S) er formand for Det Nære Sundhedsvæsen. Foto: Region Sjælland
Susanne Lundvald (S) er udvalgsformand for Det Nære Sundhedsudvalg i Region Sjælland.

En økonomisk støtte er desuden på vej til læger i de ni kommuner, der vælger at fastholde deres lukketal – det vil sige hvor mange patienter, de maksimalt kan have tilknyttet deres praksis. 

Tilskuddet skal bidrage til at holde hånden under lægedækningen, indtil nye læger får etableret sig i Region Sjælland, oplyser Region Sjælland. 

Samtidig vil alle klinikker, der har læger på 63 år og derover, modtage et fastholdelsestilskud fra regionen. Tilskuddet gives for at holde lægerne på arbejdsmarkedet og kan for eksempel bruges til tiltag, der kan aflaste lægerne i deres hverdag.

- Vi har rigtig mange gode praktiserende læger, som hver dag gør en forskel for deres patienter. Det er vores allesammens ambition, at de praktiserende læger i regionen i gennemsnit skal have færre patienter per læge, men vi ved også, at det ikke er noget, som sker hen over natten. Derfor er de nuværende praktiserende læger enormt afgørende. Den økonomiske støtte betyder, at det i endnu højere grad kan betale sig fortsat at tage et stort ansvar for patienterne, siger Susanne Lundvald, der er udvalgsformand for Det Nære Sundhedsudvalg i Region Sjælland.

Pengene til de forskellige tilskud kommer fra forårsaftalen mellem regeringen og Danske Regioner om implementeringen af sundhedsreformen.