Tre mand fra Lokallisten Lolland.
Fra venstre er det de to øverste på kandidatlisten - henholdsvis nummer to Jens Erik Kistrup og spidskandidat Leif Utermöhl - flankeret af formand hos Lokallisten Lolland Bjarne Hansen. Foto: Kim Møller Pedersen

Ny energi i Lokallisten: - Vi har nået en bund, vi ikke kan være bekendt

Tirsdagens ekstraordinære generalforsamling hos Lokallisten Lolland bød på en præsentation af en ny form for indsamling af midler til at føre valgkamp for frem mod efterårets Kommunalvalg.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Vi ser frem til, at vi nu kan fokusere på at se frem til, at arbejdet fremover skal handle om vores politik.

Sådan lød det blandt andet undervejs fra formand for Lokallisten Lolland Bjarne Hansen på tirsdag aftens ekstraordinære generalforsamling.

Baggrunden for den melding var naturligvis de seneste ugers interne stridigheder blandt lokallistens medlemmer og kandidater. En strid som i øvrigt ikke har kostet det store - hvis overhovedet noget, hvis man spørger formand Bjarne Hansen.

Syv gengangere

- Vi kan i hvert fald nu notere os, at vi har fået 13 kandidater på vores liste. De syv er gengangere fra før de seneste tre-fire ugers stridheder, som har givet meget arbejde til især spidskandidat Leif Utermöhl og jeg. Derudover har vi lige så stor trafik og følgere på de sociale medier, som før urolighederne startede. Dem har vi nu lagt bag os, og vi er oppe på aktuelt 57 medlemmer, hvor vi - inden alle stridighederne begyndte - lå på 59. Så vi er altså tilbage, hvor vi kom fra, lød det fra Bjarne Hansen oven på tirsdag aftens meget rolige ekstraordinære generalforsamling.

I den kommende tid venter der temadage med kandidater og bestyrelse om strategi og politik baseret på Lokallisten Lollands politiske fundament. 

Men spidskandidat Leif Utermöhl var allerede tirsdag aften klar med et par tilkendegivelser om tanker, der skal forfølges med politisk arbejde.

Så kloge som andre

- Vores elever på Lolland er lige så kloge som alle andre steder. De får bare ikke de muligheder, de skal have, for de er i et skolesystem, som er blevet jagtet rundt af politikere gennem flere år. Man sparer de forkerte steder, og vi er rigtig gode til at fortælle, hvor dårlig Lolland er. Det skal vi lade være med. Vi skal ud og prale i stedet for. Men vi har nået en bund, vi ikke kan være bekendt, lød det fra spidskandidaten om en af sine mærkesager - nemlig skolesystemet i Lolland Kommune.

Formand Bjarne Hansen kunne også fortæller forsamlingen, at Lokallisten Lolland nu går nye veje for at samle så mange økonomiske midler sammen som muligt i forhold til at føre valgkamp.

Crowdfunding i gang

- Vi sætter en crowdfunding-kampagne i gang om få dage til at støtte vores valgkamp. Der kommer også en mobilepay-knap på vores hjemmeside, så man kan støtte os. Hvorvidt vi får samlet noget sammen eller ej på den måde, det må vise sig. Jeg kender ikke til andre, der har gjort det her før i forbindelse med en valgkamp, så vi prøver at betræde en ny sti den vej rundt, lød det fra Bjarne Hansen.

 Sluttelig var der også en serviceinformation frfa formanden.

- Et par af byrådets partier oplyste i Folketidende tidligere, at de var i tvivl om, hvor ”indgangen” politisk og ledelsesmæssigt til Lokallisten Lolland er. Som hidtil er det til politisk spidskandidat Leif Utermöhl og formand Bjarne Hansen, slår formanden fast.

Om crowdfunding

  • Crowdfunding er en måde at rejse kapital til et projekt eller en virksomhed ved at indsamle bidrag fra mange mennesker i stedet for at stole på få store investorer. Det foregår ofte online, hvor projektet præsenteres, og interesserede kan bidrage med små beløb.