Guldborgsund

Fra venstre er det afdelingsleder for botilbuddet Lindevang Maria Mistarz Benzon med centerchef for Center for trivsel og social indsats Bodil Pedersen. Mange nye tiltag er nu sat i gang omkring Lindevang. Foto: Kim Møller Pedersen

Ny Lindevang-leder: -Vi har allerede ansat nye medarbejdere og ledere 

Siden maj i år har Marie Mistarz Benzon været ansat som ny afdelingsleder for botilbuddet Lindevang, og her er der de seneste måneder sat gang i mange nye tiltag samt en større rekruttering af nye medarbejdere og assisterende afdelingsledere.

Offentliggjort Sidst opdateret

Kort resumé

Ifølge centerchef Bodil Pedersen har der tidligere omkring botilbuddet Lindevang været to afdelingsledere på samme tid. 

Det viste sig ifølge centerchefen ikke at være holdbart, efter boenheden Kastanjebo for et års tid siden skiftede den fysiske placering i Kettinge ud med at rykke ind på matriklen på Nørrevang i Sakskøbing sammen med de tre andre boenheder i det samlede botilbud Lindevang. 

I maj i år blev der derfor ansat en ny afdelingsleder for Lindevang, og senest er der ansat tre nye  assisterende afdelingsledere. 

Botilbuddet Lindevangs målgruppe har ifølge Socialtilsyn Øst behov for en stabil personalegruppe, der har et indgående kendskab til borgerne og dermed kan understøtte borgernes trivsel, udvikling, tryghed og sundhed.

Sådan står der i den tilsynsrapport fra sidste måned, som også indeholdt en beslutning om at udstede to påbud og et skærpet tilsyn til botilbuddet Lindevang. 

Fastansat seks nye

Den har centerchef for Center for trivsel og social indsats i Guldborgsund Kommune Bodil Pedersen samt afdelingsleder for botilbuddet Lindevang Maria Mistarz Benzon naturligvis nærlæst. Og de vil gerne fortælle om, hvordan der nu arbejdes med at komme i mål med nye handleplaner, som skal "afløfte påbuddene" eller med andre ord medvirke til at opfylde kriterierne i tilsynsrapporten senest den 1. oktober i år.

- Vi er allerede lykkedes med at få fastansat seks nye medarbejdere. Der er tale om både pædagogisk og sundhedsfagligt personale. Den sidste af de nyansatte træder til her den 1. oktober, fortæller Maria Mistarz Benzon, der startede som ny afdelingsleder for Lindevang i maj i år.

Liges siden har der ifølge Maria Mistarz Benzon været et stort fokus på opkvalificeringer af tilknyttede vikarer hos Lindevang og at få personale ansat og kørt ind. 

Gennemstrømning og højt sygefravær

Sygefravær og manglende kompetencer hos personalet omkring Lindevang har været i fokus hos Socialtilsyn Øst i forhold til den samlede vurdering af botilbuddet, som er endt med to påbud.  

- Tilbuddets personalegennemstrømning og sygefravær er højt, hvilket har en betydning for, i hvilken grad borgerne modtager den rette støtte. Aktuelt vurderes medarbejdernes kvalifikationer og kompetencer ikke med afsæt i en fælles faglig tilgang, ligesom medarbejderne ikke vurderes med tilstrækkelig viden om tilbuddets målgruppes problematikker. Dette påvirker tilbuddets mulighed for vedligeholdelse og opkvalificering af medarbejderes kvalifikationer og kompetencer, skriver Socialtilsyn Øst i tilsynsrapporten.

Centerchef Bodil Pedersen vil dog gerne understrege, at det i det indeværende år er lykkedes at nedbringe sygefraværet hos Lindevangs medarbejdere fra sidste års 19,9 procent til aktuelt 13,3 procent.

Egne vikarkorps

- Nu arbejder vi ihærdigt på at videreuddanne personale og få skabt vores egne korps af faste vikarer. Vi er begyndt at sende alle på kursus og relevant videreuddannelse. Naturligvis sker det løbende, og det er en stor omstilling. Vi har meget fokus på at skabe den her faglige opgradering hos medarbejderne, fortæller Maria Mistarz Benzon, der i sine første fire måneder som led i at tage ansvar for trivslen har bevilget individuel supervision til de medarbejdere, som har ønsket det og haft et særligt behov.

Der er en normering på 70 fastansatte medarbejdere og hertil vikarer tilknyttet botilbuddet Lindevangs fire afdelinger på samme matrikel. Ifølge Maria Mistarz Benzon er der i de seneste måneder sket en del ændringer i sammensætningen af medarbejderstaben omkring Lindevang med eksempelvis opsigelse af flere langtidssygemeldte medarbejdere samt raskmeldinger af andre. Hertil skal lægges de førnævnte ansættelser af seks nye medarbejdere samt altså også ansættelse af tre nye assisterende afdelingsledere.

Flere samtaler

- Vi har valgt en ny form for supervision, hvor vores medarbejdere kan stille alle de svære spørgsmål om eksempelvis at stå i magtesløshed i en arbejdsrelateret situation. Vi har fokus på flere løbende medarbejdersamtaler, og som et eksempel har vi her sat gang i faste tilbagevendende personalemøder med nattevagterne. Det er nye tiltag sammen med en styrkelse af ledelsen omkring Lindevang med ansættelse af tre nye assisterende afdelingsledere, fortæller Maria Mistarz Benzon.

Der er skabt en meget mere håndholdt ledelse af Lindevang gennem de seneste måneder

Maria Mistarz Benzon, afdelingsleder på Lindevang

Af nye tiltag under hendes ledelse siden maj i år er der også skabt et forløb, som altid sikrer nyansatte vikarer på Lindevangs afdelinger tre introvagter på den afdeling, man er vikar på. Også alle de nye fastansatte medarbejdere skal have introvagter med tilknytning af en mentor. 

- Der er skabt en meget mere håndholdt ledelse af Lindevang gennem de seneste måneder, tilføjer Maria Mistarz Benzon.

Kommunal kontaktperson

Netop den beskrivelse skal også ses i lyset af en nylig tilknytning af en kommunal kontaktperson fra det kommunale tværgående konsulentteam under Center for trivsel og social indsats. 

- Det sker for at understøtte ledelsen på Lindevang og i forhold til at sikre et godt arbejdsmiljø og holde den løbende kontakt til Socialtilsyn Øst om de mange nye tiltag, vi har skabt, tilføjer centerchef Bodil Pedersen.

I forhold til de nævnte tre nye assisterende afdelingsledere på Lindevang er den første allerede i gang, den næste træder til den 1. oktober og den sidste tiltræder den 1. januar.