Blå blink

Arkivfoto: Claus Hansen

Pludselig sprang tanken: Olie fossede ud på gård nær Kettinge

Offentliggjort Sidst opdateret

Da en landmand skulle fylde olie på en af sine maskiner mandag eftermiddag, sprang olietanken, og det gav en mindre forurening på stedet. 

Lolland-Falsters Brandvæsen blev tilkaldt og kørte til gården ved Sønderhavevej nær Kettinge for at hjælpe til. 

Uden at ville udtale sig skråsikkert om mængden vurderer indsatsleder Johnny Rasmussen, at der kan have været tale om i nærheden af 100 liter. Olien løb ned i nogle nærliggende rør, og derfor skaffede Guldborgsund Kommunes miljøvagt et par slamsugere til at klare den akutte del. 

Men arbejdet er ikke helt færdigt for landmanden, da en resterende mængde olie stadig skal graves væk.