Blå blink

Billedet her er taget ved en tidligere lejlighed og har ikke forbindelse til den aktuelle historie. Arkivfoto: Steen Thornit

Pludselig stod vandhanen i flammer

En røgalarm hjalp med til, at en brand i et køkken i Nykøbing ikke nåede at udvikle sig.

Offentliggjort Sidst opdateret

Politi og brandvæsen blev mandag kort før klokken 12.45 kaldt ud til en melding om brand i et hus på Højagervej i Nykøbing.

Ifølge indsatsleder Johnny Rasmussen fra Lolland-Falster Brandvæsen var der gået ild i en såkaldt cooker (en avanceret vandhane, der kan levere kogende vand direkte fra hanen, red.) i køkkenet. 

Branden var opstået under køkkenvasken og blev opdaget, fordi røgalarmen gik i gang. Politiet var først på stedet, og ifølge Johnny Rasmussen havde betjentene stort set slukket ilden, inden brandvæsnet nåede frem. Der skete lidt brandskade omkring cookeren og sodskade i køkkenet, ligesom der også løb lidt vand ud på gulvet.

Men heldigvis lykkedes det at undgå en større brand. Ifølge indsatslederen opstod branden formentlig på grund af en kortslutning.