Blå blink

Arkivfoto: Anders Knudsen

Roligt nytår på skadestuen i Nykøbing

Nytårsaften blev ikke mere travl end normalt for personalet på sygehusets akutafdeling, lyder meldingen nytårsmorgen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Politiet melder om en relativt rolig nytårsaften og -nat på Lolland-Falster. Og samme melding kommer fra akutafdelingen på sygehuset i Nykøbing.

Her har man behandlet fire patienter, som kom ind med mindre skader, der relaterer sig til nytåret.

- Vi har haft fire små skader, som alle er behandlet, hvorefter patienterne er taget hjem igen. Vi havde to patienter med mindre skader på hænder og fingre, en med sår på hagen og en, der havde fået en glød i øjet, oplyser oversygeplejerske Anders Engelhardt fra akutafdelingen.

Derudover har der også været andre patienter, der krævede anden form for behandling, som ikke direkte var opstået som følge af nytårsfyrværkeri eller lignende. Men ikke flere end på en almindelig travl aften, fortæller Anders Engelhardt.