Blå blink
I løbet af lørdagen var Lolland-Falster Brandvæsen blandt mange steder forbi Hovedgaden i Søllested. Foto: Lars Dalsig
Rygende travlt på brandstation: Tre udkald på seks timer
På godt seks timer tikkede hele tre udkald ind til Lolland-Falster Brandvæsens station i Nakskov. Der var tale om vidt forskellige opgaver.
- Overordnet set havde vi en ret travl dag.
Sådan lyder det fra Nikolai Hjorth, der er indsatsleder hos Lolland-Falster Brandvæsen. Han var i løbet af lørdagen tilknyttet opgaver hos brandstationen i Nakskov, og netop dén station fik rygende travlt.
Der kan gå flere dage imellem udrykningerne - men lørdag måtte de vestlollandske brandfolk springe i brandbilerne og aktivere blå blink og sirener hele tre gange.
14.33
Første udkald kom først på eftermiddagen klokken 14.33.
Her blev brandfolkene kaldt ud til olieforurening på Rjukanvej i Nakskovs
industrikvarter.
- Der var noget olie, der stod og løb ud i en
afvandingskanal, som har forbindelse til Halsted Å og videre ud i Nakskov
Indrefjord, siger indsatslederen og fortsætter:
- Da vi kom frem, viste det sig, at olien kom fra
et regnvandsbassin, hvor der lå lidt oliefilm på toppen. Meldingen lød meget
større, end den heldigvis viste sig at være, siger Nikolai Hjorth.
Brandfolkene fik lagt nogle såkaldte ”strømper”, som er net,
der kan suge olien, på tværs i kanalen.
- Så har vi lukket af, så der ikke løber mere fra
afvandingskanalen. Det kunne have fået nogle ret store konsekvenser, hvis olien havde nået at løbe videre, siger indsatslederen.
Han ved ikke med sikkerhed, hvordan olien er havnet i regnvandsbassinet, men han gætter på, at der kan have været overløb fra en nærliggende parkeringsplads.
19.00
Lørdagens andet udkald kom kort efter spisetid på slaget 19. Her var der tale om en knallert i brand.
- Vi blev kaldt ud til Nygade i Nakskov, hvor der på cykelstien lå en knallert og brændte kraftigt, siger Nikolai Hjorth og fortæller, at den brændende knallert var blevet efterladt.
- Den udviklede en del røg, som røg ned igennem Nygade. Knallerten lå uhensigtsmæssigt i forhold til trafikken, så det gav noget ophobning, siger indsatslederen.
Da brandfolkene først kom frem og hev grejet frem, var det en smal sag at få bugt med flammerne.
- Det var ikke en stor brand. Den tog nok to minutter at slukke. Der kom en del røg fra den, men der var ingen fare for spredning, siger indsatslederen og fortæller, at knallerten er helt udbrændt.
Årsagen til branden er ukendt.
20.53
Brandfolkene var knap nået hjem til aftenkaffen, før de igen måtte hoppe i uniformen.
Dagens tredje og sidste udkald kom knap to timer efter udrykningen til den brændende knallert. Denne gang måtte de bevæge sig uden for Nakskovs byskilte mod øst.
Nikolai Hjorth fortæller, at udkaldet gik på, at der var brand i en etageejendom i Søllested. Dog var der ingen flammer at se, da brandvæsenet nåede frem til Hovedgaden i byen.
- Der var tale om en mindre brand, som allerede var slukket ved vores ankomst. Vores opgave bestod i at sørge for, at den ikke genopstod eller spredte sig, siger indsatslederen.
I forbindelse med branden i Søllested oprettede politiet en afspærring og var til stede med flere patruljer. Det kan du læse mere om her.