Det sker

En motorcykel-kortege kunne i et par timer lørdag opleves på Falster. Privatfoto
En motorcykel-kortege kunne i et par timer lørdag opleves på Falster. Privatfoto

Så du dem? Derfor drønede stor kortege af motorcykler rundt på Falster

Det var til fordel for et godt formål, at en stor kortege af motorcykler kørte rundt på Falster lørdag.

Offentliggjort

- Man skal også lige nyde øjeblikket. Det er så speciel en oplevelse at køre i den kortege. Vi fylder nok en kilometer i længden.

Michael Birklund Simonsen er stadig helt høj på oplevelsen fra lørdag. Han er formand for Scleroseforeningens Lokalafdeling for Guldborgsund & Lolland - og for andet år i træk havde han arrangeret en helt særlig motorcykeltur til fordel for sclerose.

50 motorcykler stod derfor klar lørdag formiddag på Cementen i Nykøbing for at køre turen rundt over en stor del af Falster.

Michael Birklund Simonsen er formand for Scleroseforeningens Lokalafdeling for Guldborgsund & Lolland. Privatfoto
Michael Birklund Simonsen er formand for Scleroseforeningens Lokalafdeling for Guldborgsund & Lolland. Privatfoto

- Det var supergodt vejr. Det var en rigtig lækker tur ude langs vandet og ude på de små veje rundt omkring, siger formanden, der havde planlagt ruten og selv kørte med.

Eksklusiv adgang

Turen gik først mod Tingsted, Horreby, Corselitze og Hesnæs inden et pitstop på havnen i Stubbekøbing. Herefter kørte motorcyklerne videre til Lillebrænde, Nørre Alslev og Vålse Vig, før turen gik sydover retur mod Nykøbing.

På vejen tilbage ventede en overraskelse. Motorcyklisterne havde i dagens anledning fået lov til at køre igennem et sted, der normalt ikke er åbent for offentligheden.

 - Vi fik lov til at køre forbi Pandebjerg Gods. Det er en privat lukket vej ind igennem skoven, men vi havde fået lov af godsejer den ene dag, siger Michael Birklund Simonsen.

Herefter trillede kortegen forbi Ny Kirstineberg Gods, før turen endte hjemme hos formanden på Pandebjergvej i Nykøbing.

- Det blev til små 100 kilometer. Jeg havde lavet en tur, hvor vi kom ud på små veje med masser af sving, og hvor man kom op og ned i gear. Det var også meningen, forklarer formanden.

Taget godt imod

Hjemme hos formanden kunne deltagerne købe sandwich, kage og drikkelse, som var doneret. Også alt salg gik ubeskåret til sclerose-forskning.

Motorcyklerne fyldte lidt på Pandebjergvej, da turen var overstået. Privatfoto
Motorcyklerne fyldte lidt på Pandebjergvej, da turen var overstået. Privatfoto

- Det kostede 200 kroner at køre med på motorcykelturen. Der var også nogen, der ikke kunne deltage, men sendte penge alligevel, siger formanden og afslører, at det lykkedes at indsamle i alt 20.700 kroner til sclerose-forskning. Det var en god slat mere end sidste år, hvor indsamlingen endte omkring 15.000 kroner.

Det var andet år i træk, Michael Birklund Simonsen holdt arrangementet.

- Det er blevet taget virkelig godt imod. Mange sagde, at vi ses næste år, hvis jeg laver noget igen, siger han og forklarer, at han endnu ikke har besluttet sig med 100 procent sikkerhed.

- Jeg begyndte at planlægge turen tilbage i marts. Det er seks måneders arbejde, så dagen derpå er man lidt "puha", jeg skal lige have lidt frisk luft, siger han og slår hurtigt fast, at han til november "nok begynder at tænke på en ny rute".

- Jeg bliver nok så bidt af det, at der kommer en tur igen til næste år, siger Michael Birklund Simonsen.

Humøret var højt i haven efter motorcykelturen. Privatfoto
Humøret var højt i haven efter motorcykelturen. Privatfoto