Fra mandag klokken 8 og frem til tirsdag morgen kan det ruske kraftigt i vintertøjet, når du bevæger dig ud af hoveddøren.
Og når der samtidig kan falde en del sne, har du ingredienserne til en snestorm.
Netop dette varsler DMI.
Og det kan blive så kraftigt, at varslingen falder ind under kategorien farligt vejr.
Det betyder, at du skal være forberedt på, at vejrudviklingen kan påvirke dine omgivelser og forstyrre trafik og forsyning.
Du skal samtidig følge myndighedernes råd og være ekstra opmærksom, når du færdes.
Men hvad er det for et vejr, vi har i vente?
Varslingen
Annonce
Klokken 23.35 søndag aften lagde DMI’s vagtchef Martin Lindberg en varsling ud på DMI’s hjemmeside.
Heri kan man læse, at et lavtryk og en snefront natten til mandag bevæger sig op gennem Danmark sydfra.
I løbet af mandagen vil den langsomt brede sig over den sydlige og østlige del af landet, herunder Lolland og Falster.
En del sne vil falde, samtidig med at vinden tager til fra nordøst.
Og der kan i varslingsperioden falde mellem 10 og 15 centimeter sne.
Snestormsvarsling i Guldborgsund og Lolland kommuner
Mandag kl. 08:00 til tirsdag kl. 06:00.
Kategori 2 varsel: DMI venter snestorm. 10 - 15m/s fra nordøst og samtidigt snefald - i perioder mellem 10 og 15 cm sne på 6 timer og sammenlagt 10-20 cm i varslingsperioden.
Kilde: DMI
Snefygning og snedynger
Vagtchefen skriver samtidig, at sneen en overgang kan falde som tøsne. Men efterhånden er det forventningen, at det vil gå helt over i sne, og der vil være tiltagende risiko for snefygning.
Som dagen går, vil snevejret brede sig til Sjælland og Fyn, og det er særligt i eftermiddags- og aftentimerne, at den største mængde sne vil falde.
I løbet af nattetimerne ventes der stadig at falde lidt sne, men her vil vinden aftage.
I varslingsperioden kan der falde nok sne til, at der kan opbygges snedynger og komme snefygning, hvilket ifølge vagtchefen ”kan give problemer”.
Definitionen af en snestorm er, at der falder 10 cm sne på 6 timer med middelvind på mere end 10 m/s (frisk vind) og sandsynlighed for snefygning.
Da disse kriterier er opfyldt, har DMI derfor udsendt varslingen.
Seneste artikler
NFH storsejrede trods skadesdrama
Slidt og gammel arena skal have en overhaling
Jagter unge troldmænd til helt særlig forestilling
Butikstyv med speciel taske dømt
Kommunen kræver bedre spildevandsrensning: Nu nægter borgere at rette ind
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned