De har rødder på Lolland, Falster og Sydsjælland. Nu arbejder de sammen på tværs i en kaffeklub, der skal sætte landdistrikterne på dagsordenen. Fra venstre: Anne Valentina Berthelsen (SF), Charlotte Bagge (M), Kasper Roug (S), Elise Sydendal (Å) og Marcus Knuth (C). Foto: Kristoffer Lindegaard
Sådan vil politikerne vende udviklingen på Lolland-Falster
Fem lokale politikere fra forskellige partier arbejder sammen i en kaffeklub på Christiansborg for at sætte provinsen og de udfordringer, der er, på dagsordenen. Vi har bedt dem byde ind med løsninger på de temaer, som Folketidendes "Vores Lolland-Falster" blandt andet sætter fokus på: Unge der flytter væk og landsbyer under pres.
- Mange gange er vi faktisk mere enige med
hinanden om landdistrikter, end vi er med dele af vores egne partier. Derfor er
det vigtigt at arbejde sammen på tværs, fordi vi kæmper for det samme: Udvikling i landdistrikterne. Det er i virkeligheden sund fornuft, siger Charlotte Bagge (M).
Hun er én af fem medlemmer af en kaffeklub, der består af lokale politikere på Christiansborg, som vil arbejde for at forbedre forholdene på Lolland og Falster.
Elise Sydendal er klar til at kæmpe for sit lokalområde. Foto: Kristoffer Lindegaard
Udover moderaten, sidder også alternativets fejøbo i kaffeklubben. Elise Sydendal er ikke i tvivl om, at der skal handles nu for at sikre, at landdistrikterne kan følge med den positive udvikling i resten af landet.
- Danmark
er ved at knække over. Det lyder som en floskel, som mange politikere siger.
Men når man er fra landet, så ved man, hvordan det ser ud, og man ved, at alle ting
er ved at lukke nu. Og det kræver en gevaldig saltvandsindsprøjtning med
økonomiske midler, hvis det her skal reddes, siger Elise Sydendal (Å).
Samlet sidder der fem politikere for fem forskellige partier i kaffeklubben. Socialdemokratiets Kasper Roug, Konservatives Marcus Knuth og SF's Anne Valentina Berthelsen er de tre andre medlemmer.
Annonce
- Jeg tror, det vigtigste er, at der er en god
relation og en god tone, og at man kan tale med hinanden. Mange af de helt vigtige lokale sager, for
eksempel udligning, kræver, at vi taler sammen løbende. Bare det, at flere af os siger nogenlunde det
samme i hver vores partigruppe, kan have stor effekt. Hvis vi kan blive enige
om en sag, så taler vi samlet set direkte ind i en meget stor del af
Folketinget, siger Kasper Roug (S).
Udflytning
I Folketidendes seneste artikelserie, Vores Lolland-Falster, er der blandt andet fokus på, at flere unge ikke har tænkt sig at flytte tilbage til Sydhavsøerne, når de er færdige med deres uddannelse. For at vende udviklingen skal der ske nogle ændringer, og her er kaffeklubben ikke helt enige om, hvad der er vigtigst.
For Anne Valentina Berthelsen er det vigtigste, at hun kan stole på de andre medlemmer af kaffeklubben, der på tværs af partier skal sætte fokus på landsdistrikterne udfordringer. Foto: Kristoffer Lindegaard
- Vi ved, at der er nogle greb, vi kan tage. Det
kan være flere uddannelser, så det bliver mere attraktivt at bosætte sig her.
Det kan være steder, hvor familier faktisk har lyst til at bo med skoler, der
fungerer. Og det kan være bedre rammebetingelser for virksomheder i
landdistrikterne, så de får lyst til at placere sig på Lolland-Falster, sige Charlotte Bagge.
Men her ser Anne Valentina Berthelsen prioriteringen anderledes.
- Det
handler om at styrke velfærden lokalt. Børnefamilier vil gerne bo steder, hvor
der er transportmuligheder og god adgang til daginstitutioner og skoler, og
hvor hverdagen kan hænge sammen, siger SF'eren.
- Det hele hænger sammen, men for mig er det
første skridt arbejdspladser. Hvis folk har et job, så flytter de til. Men det
første led i kæden er efter min mening arbejdspladser. Derfor bliver Femern og
udvikling omkring Rødbyhavn en vigtig prioritet, siger Konservatives Marcus Knuth.
De lokale folketingsmedlemmer er enige om, at det ikke bare kan fikses med et knips fra Christiansborg. Der skal en tæt dialog med kommunerne til for at sikre udviklingen i de små lokalsamfund.
Er alle landsbyer lige?
Flere yderområder på både Lolland og Falster kigger nemlig ind i en fremtid, hvor prognoser viser, at der bliver født færre børn, at der flytter færre til end fra - og at der bliver flere og flere ældre. Samlet set bliver befolkningen mindre og mindre.
Annonce
Skal vi
acceptere, at nogle landsbyer ikke har en fremtid, og i stedet samle kræfterne
i de større byer som Nykøbing, Maribo, Sakskøbing og Nakskov?
- Vi
bliver nødt til at holde fast i, at der er et skarpt skel mellem landspolitik
og kommunalpolitik. Min grundlæggende holdning er, at landsbyerne selvfølgelig
ikke bare skal ofres. Men
kaffeklubbens rolle er at arbejde med de store linjer: Infrastruktur og den
overordnede finansiering af velfærden. Kommunerne og borgerne skal også selv
være med til at udfylde rammerne, siger Kasper Roug (S).
Kasper Roug (S) var i den seneste folketingsperiode det eneste medlem af kaffeklubben. Foto: Kristoffer Lindegaard
Men Elise Sydendal ser anderledes på det: At holde liv landsbyerne er en af de vigtigste opgaver for politikerne.
- Det er helt vildt vigtigt, at
Christiansborg sikrer, at man ikke lukker de skoler i de landsbyer, som faktisk
er afgørende for, at der kan være små lokalsamfund. Det er nærmest
ligegyldigt, hvor få børn der er, fordi vi ved, at de er afgørende for
tilflytning, siger Elise Sydendal.
Hun synes, at Borgen bør tage et større ansvar for yderkommunerne.
- Det gælder både skoler, men det gælder også busruter, og det
handler også, at der skal være læger. Der er rigtig mange ting i den nære
velfærd, som Christiansborg burde tage et større ansvar for, siger alternativisten.
Ting gror nedefra
Fra Socialistisk Folkepartis medlem lyder meldingen dog mindre aktivistisk.
- Det er en udvikling, vi ser i hele landet, at
landsbysamfund har svære vilkår, og vi skal gøre, hvad vi kan for at bevare
dem, hvor det giver mening. Men vi bliver nok også nødt til at acceptere, at
nogle landsbysamfund er svære at bevare i deres oprindelige form, siger Anne Valentina Berthelsen.
- Men det er ikke politikernes rolle at sikre, at de enkelte lokalsamfund finder en farbar vej i det grumsede vand. I stedet kan politikerne være med til at sætte rammerne for, hvordan lokalsamfund kan holde sig flydende, lyder det fra Charlotte Bagge.
Annonce
- Mange
ting gror nedefra. Der findes mange steder, hvor lokale mennesker skaber noget,
som vokser. Det er ikke os, der skal være iværksættere i det enkelte samfund,
men vi kan understøtte det med de rigtige rammer og betingelser, siger hun.
Skat og sommerhuse
Nogle af de personer, som Lolland og Falster har god krog i, er sommerhusejerne.
Sommerhusejere bruger kommunen, men betaler skat i deres
hjemkommune. Bør skattesystemet ændres, så flere skattekroner bliver
lokalt?
Marcus Knuth vil skubbe hårdt på for at sikre store infrastruktur planer på øerne. Foto: Kristoffer Lindegaard
- Hvis
det, du tænker på, er, om man skal betale mere af skatten i den kommune, hvor
sommerhuset ligger, så kunne det være en rigtig god idé at kigge på. Hvis der
kom flere penge lokalt, kunne kommunen have større incitament til at investere
i turisme. Men vi skal også huske, at sommerhusejerne
allerede bidrager meget. De skaber arbejdspladser til tømrere, murere, butikker
og restauranter. Så det er ikke noget, man bare skal se isoleret på, siger Charlotte Bagge.
Kasper Roug melder, at Socialdemokratiet er klar til at kigge på ideen. Men Marcus Knuth er ikke helt klar på skatteplanen. Han mener, at kaffeklubben hellere bør fokusere på ting som lægedækning, arbejdspladser og infrastruktur, hvor der er større chance for fælles fodslag.
Men ideen flugter perfekt med Alternativets planer.
- Vi foreslår vi en flexbolig-skatteordning,
så hvis du har et hus i en anden kommune, og et hus her f.eks., så skal du
faktisk også betale skat til den anden kommune, hvor du har et hus. Det vil
være noget, som hjælper landestrikskommunerne, siger Elise Sydendal.
Hvem er med i kaffeklubben?
Charlotte Bagge (Moderaterne)
Elise Sydendal (Alternativet)
Kasper Roug (Socialdemokratiet)
Marcus Knuth (Konservative)
Anne Valentina Berthelsen (SF)
Formålet med kaffeklubben er at skabe et fælles tværpolitisk pres på Christiansborg for bedre vilkår i landdistrikterne.