KV25

Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne har smidt et mandat væk i Lolland Kommune. Det kan nu blive afgørende for en borgmestertitel til spidskandidaten, Benny Damgaard.

Støjberg-fadæse: - Vi kan ikke bare sætte min lillesøster eller en kat på listen

Det er intet mindre end danmarkshistorie fra Danmarksdemokraterne: Partiet er blevet valgt ind i Lolland Byråd med flere mandater, end de overhovedet havde kandidater til.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Det er både en succes og en aha-oplevelse, siger Georg Håkon Pedersen, der er nummer tre på listen. 

- Vi havde slet ikke regnet med det her. Vi har kæmpet, men det her overgår alt, vi forestillede os.

Danmarksdemokraterne gik til valg med blot fire kandidater - og alle fire blev valgt. Men resultatets størrelse betyder, at partiet faktisk burde have haft et femte mandat, hvis bare der havde været en kandidat mere på listen. Det valg kritiserer Georg ikke. Tværtimod.

- Vi kan ikke bare sætte min lillesøster eller min storebrors hund eller kat på. Det er ramme alvor. Hos Danmarksdemokraterne skal vi godkendes, og vi skal kunne stå inde for hinanden. Det er vores kodex, siger han.

Han fortæller, at holdet på fire er blevet godkendt og testet - og at gruppen allerede har fundet en arbejdsform, der fungerer. Derfor var det aldrig en mulighed blot at fylde listen op for at sikre ekstra mandater.

- Sådan er spillet. Vi er fire, og vi er godt tilfredse. Vi er et nyt parti, og vi har gjort det rigtig godt. Vi starter et sted.

Mens Benny Damgaard sidder ved forhandlingsbordet, befinder Georg Håkon Pedersen sig i kantinen - og det er der en grund til.

- Der er for mange kokke derinde. Jeg holder mig lidt på afstand, så de andre kan arbejde i fred, siger han med et smil.