Guldborgsund

Landets næstældste motionsløb er lokalt. Og i år kan hunde for første gang løbe med. Arkivfoto: Claus Hansen

Stort lokalt motionsløb åbner for hunde

Det er landets næstældste motionsløb, og i år åbnes der for, at delagere kan tage deres hund med på ruten.

Offentliggjort


Når starten søndag 26.oktober går til Danmarks næstældste motionsløb, Hamborgskovløbet i Hamborgskoven ved Sundby L., bliver det for første gang med både to- og firebenede deltagere.

Arrangørerne fra Guldborgsundløberne, Guldborgsund Triathlonklub og KvickRun har nemlig besluttet sig for at prøve noget nyt og tilbyde canicross, som er en løbeform, hvor menneske og hund løber sammen, mens hunden er i snor

- Vi tænkte, at det kunne være sjovt at se, om det er noget, der er tilslutning til. Så det er lidt en prøve for at se, om interessen er der, fortæller Henrik Thøgersen fra Guldborgsundløberne, som er med i løbets arrangørgruppe.

For at tage hensyn til de øvrige deltagere er der dog en række krav til de, der vælger at tilmelde sig sammen med deres hund.

En hund, der deltager i canicross, skal være mindst et år gammel, og under løbet skal den som nævnt være i snor, og snoren må ikke være  flexliner, haltie, retrieverliner og kvælerhalsbånd.

Derudover beder arrangørerne om, at hundene før, under og efter løbet holdes på god afstand af hinanden og kun hilser på hinanden, hvis ejerne aftaler det på forhånd.

- Vi er meget opmærksomme på, at de, der løber uden hund, ikke skal have en dårligere oplevelse, fordi der er hunde med. Der skal være plads til alle, og det mener vi også, at der er i Hamborgskoven, siger Henrik Thøgersen og fortæller, at løberne med hunde får deres eget opholdsområde ved start og mål. 

Canicross-løberne bliver også sendt afsted i en gruppe for sig. De kan vælge mellem distancer på 5,1 eller 9,6 kilometer.

For de øvrige deltagere er der som vanligt tre løbedistancer på 5,1 kilometer, 9,6 kilometer samt halvmaraton, mens de gående kan vælge mellem 5,1 eller 9,6 kilometer. Desuden er der et børneløb på 1,4 kilometer. 

Løbet skydes i gang søndag 26. oktober klokken 10, hvor løberne på halvmaraton-distancen sendes afsted som de første, og umiddelbart herefter følger de gående på 9,6 kilometer-ruten.

Klokken 10.15 sendes canicross-løberne og deres hunde så afsted, og et kvarter senere begynder børneløbet. De øvrige deltagere sendes afsted fra klokken 11 - med de gående på 5,1 kilometer som sidste gruppe. 

Der er medaljer til alle deltagere. Sidste år deltog mere end 300 i Hamborgskovløbet, hvis historie går tilbage til 1970 og kun overgås i alder herhjemme af Eremitageløbet.