Sundhed
Sundhedstilbud er en succes: Nu kommer det til Lolland-Falster
Færre indlæggelsesdage og bedre livskvalitet. Nu udvides sundhedsordning fra Slagelse til hele Region Sjælland.
- Patienternes psykiske sygdom har tidligere spændt ben for deres diabetesbehandling. Hvis du hører stemmer, der siger, at du ikke er noget værd, kan det synes ligegyldigt at spise rigtigt eller møde op til din lægeaftaler. Vores kendskab til begge sygdomme er helt afgørende for patienterne, siger Mette Wallbohm, centerchef hos Steno Diabetes Center Sjælland og leder af Fusionsklinikken (til venstre i billedet.) Foto: Region Sjælland
Et tilbud fra Region Sjælland til diabetikere med svær psykisk sygdom i Slagelse bliver nu udvidet til at omfatte hele Region Sjælland og dermed også Lolland-Falster.
I Fusionsklinikken får patienterne behandling for både
diabetes og svær psykisk sygdom, og som udgangspunkt er det klinikken, der kommer
til patienterne og ikke omvendt. Det betyder, at sygeplejerskerne kører hjem
til patienterne og laver undersøgelser og behandling dér. Det skriver
Region Sjælland i en pressemeddelelse.
Fusionsklinikken i Psykiatrien Slagelse har de sidste fem
år, som det eneste sted i Danmark, integreret og samordnet det somatiske og
psykiatriske behandlingsforløb for patienter med svær psykisk sygdom. Klinikken
er etableret i et samarbejde mellem Psykiatrien Vest og Steno Diabetes Center
Sjælland med god lægefaglig støtte fra endokrinologerne på Slagelse
Sygehus. Og nu bliver tilbuddet udvidet til at omfatte patienter i hele
Region Sjælland.
- Som politikere og sundhedsvæsen har vi et ansvar for at
hjælpe dem, der har allermest brug for det. Det gør vi med Fusionsklinikken,
hvor vi hjælper de patienter, som har brug for, at vi ikke kun kigger på deres
ene diagnose, men på dem som hele mennesker, siger Trine Birk Andersen,
regionsrådsformand i Region Sjælland, og fortsætter:
- Derfor er det rigtig positivt, at vi nu udvider
Fusionsklinikken og giver endnu flere patienter i Region Sjælland adgang til en
behandling, der allerede har vist flotte resultater. Det er samtidig et godt
eksempel på, hvordan vi skaber værdi for patienterne ved at tænke psykiatri og
somatik sammen – og dermed gøre en reel forskel for nogle af vores mest sårbare
borgere.
Tilbud til patienter med diabetes og psykisk sygdom
- Fusionsklinikken er et tilbud til mennesker med svær psykisk sygdom og dårligt reguleret diabetes
- Patienter i Fusionsklinikken har et mere stabilt blodsukker, 26 procent færre indlæggelsesdage og er bedre til at leve med både diabetes og svær psykisk sygdom
- I Fusionsklinikken får patienterne: - uddannelse i at håndtere diabetes og psykisk sygdom og viden om, hvordan de påvirker hinanden - undersøgt øjne, fødder, taget blodprøver og nyretal som følgesygdomme ved diabetes - og vurdereret blandt andet selvmordsrisiko, lagt en kriseplan og overblik over bivirkninger ved deres medicin
- Fusionsklinikken har indtil nu været et tilbud til patienter bosat i Holbæk, Kalundborg, Odsherred, Ringsted, Slagelse og Sorø Kommune (Psykiatri Vest)
- I løbet af 2025 udvides det til patienter bosat i Guldborgsund, Lolland, Næstved og Vordingborg kommuner (Psykiatrien Syd) og i 2026 til patienter bosat i Faxe, Greve, Køge, Lejre, Roskilde, Solrød og Stevns kommuner (Psykiatrien Øst) – og dermed hele Region Sjælland
- Klinikken er etableret og finansieret primært af Steno Diabetes Center Sjælland
Kilde: Region Sjælland
To sygdomsforløb ét sted
I Fusionsklinikken får patienterne behandling for både
diabetes og svær psykiske sygdom. Det betyder, at patienterne kun skal have
kontakt til et sted. Sygeplejersker og andre medarbejdere i klinikken har alle
blik for begge sygdomme, og hvordan de påvirker hinanden.
- Patienternes psykiske sygdom har tidligere spændt ben for
deres diabetesbehandling. Hvis du hører stemmer, der siger, at du ikke er noget
værd, kan det synes ligegyldigt at spise rigtigt eller møde op til din
lægeaftaler. Vores kendskab til begge sygdomme er helt afgørende for
patienterne, siger Mette Wallbohm Olsen, centerchef hos Steno Diabetes Center
Sjælland og leder af Fusionsklinikken.
Diabetes og psykisk tilstand forbedret
Fusionsklinikken kan se forbedringer både i patienternes
psykiske tilstand og deres diabetes, efter de er startet i klinikken.
Patienterne har et mere stabilt blodsukker og 26 procent færre indlæggelsesdage
efter minimum et års forløb.
- Vi ved, at et stabilt blodsukker har en positiv
indvirkning på patienternes diabetes og de sygdomme, der følger med, men
patienterne oplever også, at det har en positiv indvirkning på deres psykiske
tilstand. Vores patienter fortæller, at når de har højt blodsukker, så bliver
stemmerne i hovedet også højere, siger Mette Wallbohm Olsen.
Et ustabilt blodsukker kan i sidste ende give
syreforgiftning eller akut lavt blodsukker, der kan være livstruende og kræve
indlæggelse. Det samme gælder for forværring af patienternes psykiske sygdom.
Klinikken kommer til patienten
Som udgangspunkt er det klinikken, der kommer til
patienterne og ikke omvendt. Det betyder, at sygeplejerskerne kører hjem til
patienterne og laver undersøgelser og behandling dér. Det gælder særligt for de
patienter, der ikke tidligere har kunnet overskue at møde op på sygehuset og i
psykiatrien til behandlinger.
Fusionsklinikken skruer samtidig også op og ned for
kontakten til patienterne alt efter, hvilke behov patienterne har.
- Hvis patienter pludselig får det værre, rykker vi tættere
på, og fjerner os langsomt igen, når de får det bedre, så patienterne igen kan
tage det primære ansvar for deres sygdom og liv, siger Mette Wallbohm Olsen.
Ordningen følger med i udvidelsen af Fusionsklinikken, så
patienterne får tilbud om hjælp tæt på, uanset hvor i regionen de bor.