Blå blink

De to nye tanksprøjter kan formentlig rykke ind i tidssvarende lokaler i de områder, de var tiltænkt, inden udgangen af 2026. Arkivfoto: Bjarne Arildsen

To nye brandstationer på vej på Falster

Efter længere tids søgen er det nu lykkedes at finde placeringer til to nye brandstationer. Håbet er, at de kan indvies inden udgangen af næste år.

Offentliggjort

Der er nye brandstationer på vej til både Stubbekøbing og Sydfalster. Begge steder er de nuværende brandstationer placeret i bygninger fra 1950'erne, og de er derfor ikke længere tidssvarende.

Allerede i januar 2024 kunne Folketidende fortælle, at Lolland-Falster Brandvæsen havde indkøbt to nye, moderne brandbiler, som var tiltænkt brandstationerne i henholdsvis Gedser og Stubbekøbing. Men de nye brandbiler er ganske enkelt for store til de gamle brandstationer.

Derfor har brandvæsnet og kommunen gennem længere tid ledt med lys og lygte efter nye placeringer i nærområdet, hvor man kan bygge to nye brandstationer. Og den mission er nu lykkes.

Guldborgsund Kommune har netop nu en landzonetilladelse til byggeriet af en ny brandstation på Gedser Landevej 59A ved Gedesby ude i offentlig høring.

Den nye station kommer til at ligge lidt nordligere end den nuværende brandstation, som er placeret lige ved indkørslen til Gedser.

I Stubbekøbing har man fundet en placering på Grønnemosevej, hvor der skal bygges en erstatning for den nuværende brandstation på Hans Egedes Vej.

De to nye stationer bliver begge på 210 kvadratmeter med en største højde over terræn på 8,5 meter og vaskeplads foran bygningen samt parkeringspladser til brandfolkene. 

Bygningerne bliver næsten identiske. Eneste forskel er, at stationen i Stubbekøbing får en port mere end den ved Gedesby, forklarer Lolland-Falster Brandvæsens direktør Morten Enevoldsen Lykkeberg.

Har kigget på flere potentielle placeringer

Han fortæller, at det ikke har været let at finde placeringerne til de nye brandstationer. 

- Vi har kigget på mange lokationer i Gedser uden at finde det rigtige. Ved at lægge stationen lidt længere nordpå ved Gedesby bliver det lidt lettere for flere af vores deltidsbrandfolk at nå hurtigt frem til stationen. Samtidig får vi mere moderne faciliteter til brandfolkene, og der bliver også bedre plads til at få vasket bilen efter indsats, end der er i dag.

- I Stubbekøbing skulle vi finde en god byggegrund, der også kan passe i forhold til, hvor brandfolkene bor, og hvor nemt det er at rykke ud i alle retninger.

- Vi ser meget frem til det. Det giver mulighed for, at vi kan få placeret nogle køretøjer i de to områder, som er mere moderne og kan rumme mere vand og udstyr, siger Morten Enevoldsen Lykkeberg.

Byggeriet af de to brandstationer har netop været i udbud, og Guldborgsund Kommune, som er bygherre, skal nu finde ud af, hvem der skal tilbydes opgaven med at bygge.

Borgmester Simon Hansen (S), som også er formand for beredskabskommissionen ser frem til, at byggerierne kan komme i gang.

- Jeg er rigtig glad for, at det er lykkedes at finde de to placeringer. Det har været en bunden opgave, for der skal være plads til nye materiel og ordentlige forhold tor deltidsbrandfolkene, så det er meget positivt, siger Simon Hansen.

Landzonetilladelsen til brandstationen ved Gedesby er i offentlig høring frem til 11. november. 

Hvis alt flasker sig, håber brandvæsnets direktør Morten Enevoldsen Lykkeberg, at de nye brandstationer kan indvies inden udgangen af 2026.