Blå blink

Huset er voldsomt medtaget efter branden. Foto: Lars Dalsig

Tog næsten seks timer at slukke: Stor brand raserede gammel købmandsgård

Brandvæsnet kæmpede fra de meget tidlige morgentimer fredag med en voldsom brand i et hus på Nordvestlolland. Det tog knap seks timer at få bugt med branden.

Offentliggjort Sidst opdateret

En meget voldsom brand raserede fredag morgen og formiddag en forladt, tidligere købmandsgård på Hedemøllevej sydvest for Horslunde på Lolland. Slukningsarbejdet tog næsten seks timer.

Der blev slået alarm til 112 klokken 03.23, og da brandvæsnet ankom, var huset allerede fuldstændig overtændt og ilden gået gennem taget.

- Vi kunne se ildskæret på nattehimlen, da vi kørte herud. Så vi har koncentreret os om at begrænse skaderne og redde så meget som muligt, fortæller indsatsleder Henrik Brøndbjerg Christensen fra Lolland-Falster Brandvæsen.

Det tog brandvæsnet næsten seks timer at slukke branden. Foto: Lars Dalsig

Bygningen var i to plan, men førstesalen er brændt væk, og den ene gavl er også styrtet sammen. Det er stort set kun ydermurene, der står tilbage. Heldigvis er ingen personer kommet noget til. Brandvæsnet var til stede med adskillige køretøjer og 16-20 brandfolk.

Det lykkedes brandfolkene at redde en tilbygning bag huset, men slukningsarbejdet blev udfordret af, at der er tale om et sammenbygget hus med mange hulrum. I den forbindelse var det faktisk en hjælp for brandfolkene, at den førnævnte gavl styrtede sammen, fordi det gjorde det lettere at få adgang til det indre af huset.

Vejen omkring huset var spærret, mens slukningsarbejdet stod på. 

Tre-fire tankvogne deltog i slukningsarbejdet, da brandfolkene skulle køre et stykke vej for at hente vand. På den måde kunne man hele tiden have tankvogne med vand klar på brandstedet.

Brandvæsnet indsatte også en drone med termisk kamera, der skulle hjælpe brandfolkene med at finde ildlommer, som ellers kunne være svære at se.

Beboerne i to nabohuse blev evakueret og genhuset hos nogle naboer, da deres huse ligger lige i røgfanen, men de er nu ved at vende hjem igen, oplyste indsatslederen ved 8.30-tiden.

Brandfolkene var helt færdige på stedet ved 9.30-tiden.

Folketidende har talt med politiets vagtchef, som oplyser, at man endnu ikke kan sige noget om årsagen til branden.