Ferietrafik

Sommerferien er årets travleste periode for Scandlines. Arkivfoto: Anders Kniudsen

Travl weekend: Næsten 60.000 sejlede med

Der var travlt, men ikke overfyldt, da Scandlines tog hul på sommerferietrafikken i weekenden.

Offentliggjort

Skolesommerferiens første weekend gav helt som ventet travlhed hos rederiet Scandlines. Ikke mindst på Rødby-Puttgarden overfarten var der lidt at se til med næsten 60.000 passagerer i løbet af fredag, lørdag og søndag.

Det var dog ikke værre end, at man stadig havde ledig kapacitet, fortæller rederiets kommunikationschef Anette Ustrup Svendsen, der selv gav en hånd med som administrativ medarbejder i check-in i Rødbyhavn hele lørdagen.

Som Folketidende fortalte i sidste uge, forventer Scandlines at transportere cirka 2,7 millioner passagerer i løbet af de tre sommermåneder.

For at forbedre oplevelsen for passagererne har Scandlines i øvrigt indgået aftale med den danske isproducent Hansen Is på både Rødby-Puttgarden og Gedser-Rostock overfarterne, ligesom man også har fået langt flere kaffeautomater op. Og det sidste har ikke været helt enkelt.

- Der skal blandt andet strøm og vand til kaffemaskinerne, så det har krævet en del at få dem installeret. Søfartsstyrelsen skulle også godkende projektet inden vi kunne gå i gang. Men nu er de klar, og det glæder os meget, siger rederiets onboard manager, Allan Larsen.