Trods lokal modstand: Museum flyttes

Nyt museum kan åbne på Dosseringen til næste forår.

Danmarks Motorcykelmuseum havde ikke plads nok i de gamle lokaler.
Offentliggjort Sidst opdateret

Efter mange år har Danmarks Motorcykelmuseum nu endelig fået et nyt og større hjem til sine samlinger af veteranmotorcykler og gamle radioer.

Udvalget for landdistrikter, kultur og fritid i Guldborgsund besluttede tirsdag formiddag, at museets udstillinger skal flyttes fra Nykøbingvej til Dosseringen 3.

Her ligger Stubbekøbing Bibliotek, som nu skal flyttes til byens skole.

Denne beslutning traf et snævert flertal i Guldborgsund Byråd trods megen modstand fra borgere i Stubbekøbing.

Væk fra Tyreholmen

Med i bygningsrokaden er også, at museets magasiner og værksted flyttes væk fra de gamle bygninger på Tyreholmen 2 til Hans Egedesvej 24 A.

Vi håber på åbning på havnen næste år.

Ole K. Larsen (V), formand for landdistrikter, kultur og fritid

På det sted ligger byens gamle brandstation, men den kan ikke rumme nye og store brandbiler.

Brandstationen skal i stedet flyttes til netop Tyreholmen, hvor der skal bygges nyt.

Længe næret ønske

Det var et enigt udvalg, der traf beslutningen om at flytte MC-museet, og formand Ole K. Larsen (V) er meget glad for det.

- Siden 2016 har museet ønsket at komme ned på havnen, hvor det kan ligge sammen med de andre kulturtilbud, og nu er det på plads, siger formanden.

Ifølge ham regner museet derfor også med at kunne tiltrække flere besøgende til sine udstillinger end i dag.

Ole K. Larsen siger, at arbejdet med flytningen af museet går i gang til efteråret.

- Og vi håber på, at museet kan åbne ved havnen til sæsonen 2026, siger han.

Lidt længere tid vil der gå med at flytte værksted og magasinbygning fra Tyreholmen til Hans Egedesvej.

- Det kommer jo an på nybyggeriet (af brandstationen, red.), så det bliver i 2027, siger han.

Prisen for flytningen af museet kan han ikke sætte tal på endnu.

- Museet har sparet 750.000 kroner sammen til formålet, og de frivillige vil komme med 1.000 arbejdstimer. Der kommer nok også en ansøgning til kommunen, og den tror jeg nok, at vi kan klare, siger udvalgsformanden.